Først og fremmest håber jeg at I alle er kommet godt ind i det nye år? Det er vi, og jeg er så glad for at være lige her, lige nu. Januar – en helt frisk ny start (og ikke så forfærdelig længe til forår heller jo). Det føles så dejligt oven på December, der var lige som den skulle være – helt enorm hyggelig og masser af god julestemning. Men også bare viiiiirkelig mange arrangementer. Vi stod selv for mange af dem og afholdte både jule – og nytårsaften – og jeg ville ikke have det anderledes, men til sidst bliver man bare lidt… mættet?

Og mæt… Det er egentlig nok et meget godt ord for hvordan jeg har gået og haft det med nogle ting det sidste lange stykke tid. Såsom bloggen her, hvorfor der er langt mellem opdateringerne.
Jeg er mæt. Mæt af mine egne skriverier, virkelig. Jeg savner fornyelse og udfordringer. Jeg tror det er ganske normalt, nu jeg har brugt så mange år herinde hver evig eneste dag.
Samtidig kan jeg mærke at den lyst, måske endda det behov, som jeg har haft for at dele ud af mit liv og ikke mindst familieliv, den er simpelthen dalet så meget. Ikke pga. noget som sådan, det er blot kommet helt naturligt. Jeg tror at det er min tid nu til at komme videre.
Jeg har mange tanker omkring det og vil gerne sætte lidt flere ord på i et andet blogindlæg.

Der er flere af jer der har spurgt til specifikke ældre indlæg og sagen er at jeg har gjort stort set alle mine indlæg utilgængelige. Det har jeg haft lyst til.  At have lidt kontrol over mig på internettet, rydde lidt op – og gud hvor har jeg skrevet mange mærkelig ting gennem tiden, haha. Jeg håber I forstår og skriv endelig til mig og spørg hvis der er noget I savner svar på. Det er nok hurtigst at fange mig på IG – den har jeg i øvrigt også gjort privat. Jeg har forsøgt at komme nogle spam-konti til livs. Så men hvis du er en ægte person med eget navn og profilbillede, så ansøger du bare og jeg godkender. I er hjertens velkomne til at følge med stadig <3

Men en lille update på mit liv vil jeg nu alligevel gerne give. I er fx. rigtig mange der spørger til Isolde’s børnehavestart. Og det går bare rigtig rigtig godt.
Sådan i korte træk så startede hun jo 1. november  2, 3 år gammel. Jeg var med hende hver dag de første – vist nok 9 dage – hvorefter jeg gik to dage a’ ca 2 timer. På tredjedagen gik det op for hende hvad det var der skete og hun brød helt sammen og de måtte ringe til mig, fordi hun var så ked : ( Jeg var så tæt på at bakke ud, trække i land og hjemmepasse hende til evig tid haha, men kunne også godt se at jeg lige måtte give det en fair chance. Så efter aftale med pædagogen startede vi helt forfra og jeg var igen med hende hver dag. Og SÅ blev hun syg – klassisk!
Da hun var frisk igen gik der ikke så længe og så forsøgte vi os igen med at jeg gik. Og denne gang gik det SÅ godt. Der var ingenting. Hun vinkede glad da jeg smuttede og var så glad da jeg kom tilbage.
Så blev hun syg igen igen og jeg må sige, at det virkelig har været minimalt hvor meget hun har været i institution i november og december. Jeg var derfor også lidt spændt på hvordan hun ville tage at komme tilbage, her efter en 2 ugers lang juleferie, men der har absolut intet været. Hun vinker glad når jeg går og når jeg kommer og henter hende igen er hun i fuld gang med leg og spas.

Hun bliver afleveret klokken ca 9 og hentet igen 11.30 efter hun har spist frokost. I denne uge har hun været der 3 dage og jeg tænker egentlig at vi fortsætter sådan et godt stykke tid. med 3-4 dage om ugen 9-11.30. Det er selvfølgelig ikke så mange timer, men jeg når alligevel en del og skal jeg være ærlig, synes jeg at det er så rigeligt for hende og den alder hun har. Lige at komme ned og lege lidt og så hjem igen, det er perfekt. Jeg hører det så ofte rundt omkring, at forældre fortæller at institutionerne har meninger om hvor ofte og hvor meget børnene skal være der. Jeg kan næsten ikke tro det? Vi er alle dage kun blevet mødt med opbakning overfor vores valg om deltidspasning. Og jeg synes bare det er så vigtigt at forældre ved, at man også kan gøre det på den måde. At børnene kan falde fuldstændig til, være en del af fælleskabet, være en god og populær kammerat blandt vennerne og alt det der – også selvom de ikke kommer 5 dage om ugen 8-16.

På et tidspunkt tænker jeg selvfølgelig at hun også skal sove dernede og det bliver da også rart nok for mig lige at få et par ekstra timer til at arbejde i, men lige nu gør vi det på denne måde. Så ja, alt godt på den front! –  Til jer der står overfor institutionsstart med et barn der er lidt ældre, så vil jeg, med det i mente at alle børn selvfølgelig er forskellige, give ét tip videre: Sæt rigeligt med tid af for den bedste oplevelse. Et barn på 2 år er jo meget mere bevidst end en på 1 år og det kræver altså lige det ekstra at få det til at blive trygt. Og så er der sygdom. Jeg troede egentlig at vi var nogenlunde safe, eftersom Isolde jo er kommet meget i børnehaven, men åh hvor blev hun syg. November er også en åndssvag måned hvad det angår – lad være med at indkøre i november = 1000% garanti for sygdom, haha.
Det er som sagt bare vores oplevelse : )

Så er der Nirrimis. Mit helt egen ravsmykke-projekt. Min første business ud over bloggen. Hold nu op hvor har det givet mig god energi og gjort mig glad. Det var bare LIGE det jeg trængte til føler jeg. Det går så godt med det. November og December var crazy, med mange ordrer hver evig eneste dag! Januar er god også so far. Jeg har lige lukket min aller første wholesale-deal med en af de fede webshops og jeg kniber mig selv i armen. I ved, at min selvtillid professionelt kan halte lidt, men selvom Nirrimis skulle gå nedenom og hjem i morgen, så er jeg bare så taknemmelig og ydmyg for det jeg har fået ud af det og lært allerede nu. Det er sådan en fed fornemmelse at lave noget der har værdi for andre og det har også gjort, at jeg kan se en vej ud af hele det her “reklame for dit og dat” – som jo ellers har været min levevej de sidste mange år. Jeg vil sætte lidt flere ord på lige præcis det med reklamerne i et andet indlæg. Men vid at jeg er hamrende taknemmelig for hver og en af jer der har støttet op om Nirrimis. Af hjertet TAK <3

Og hvad ellers? Sax fyldte 6 år i går. Så vildt! Verdens bedste Saxo – som om lidt går i skole (gisp) – jeg ved virkelig ikke hvordan jeg har det med det. Jeg tror 100% at han er klar til nye udfordringer. Jeg tror på at skole er noget der bliver super super fedt for ham og er slet ikke spor nervøs på hans vegne.
Men vores liv som familie bliver så meget mere…. sat?  Med vækkeur hver morgen, lektielæsning og er det så slut med spontane fridage og med ferier uden for skolesommerferien? Alt det sjove. Jeg orker det slet ikke. Det føles alt for voksent. Og så er der hele vores “adskillelseskultur” – ordet jeg godt ved er udskældt. Men der er fandme da noget om det, imo. At man er en familie, de aller vigtigste for hinanden, og især mens børnene stadig har en vis alder –  men alligevel er vi adskilte størstedelen af dagen. Det føles forkert. Omvendt er tanken om hjemmeskole ikke tiltalende for mig. Så skole it is..Og mon ikke det nok skal blive rigtig godt når først vi er i gang? Når vi vænner os til det og kommer ind i rutinen. Jeg tror det.

Jeg er også begyndt at tænke (lidt) på familieforøgelse. Ikke hver dag overhovedet, det popper ligesom bare op indimellem. Den er nok helt klassisk, når man oplever at være kommet over “den værste” babytid. Når man atter har fået sin søvn og sit overskud igen. Isolde og jeg har virkelig været i en symbiose, jeg har ammet, ammet i søvn, hjemmepasset, puttet til alle lure og om aftenen lige så. Jeg har virkelig været der – mor med gigantisk M og det har været og er så naturligt for mig og samtidig har det selvfølgelig også til tider været lidt opslidende. Men nu, nu er hun blevet ældre, mindre afhængig og hende og C har virkelig fundet hinanden. Deres forhold nærmest vokser fra dag til dag og det er så fantastisk at være vidne til. Her til aften valgte hun helt selv at far skulle putte. Vi er virkelig en familie nu og ikke nær så opdelte som vi ellers har været. Og jeg sætter pris på det. I weekenden tog vi på Experimentariet alle 4 og vi havde det alle så sjovt. Sidste gang vi var der havde vi klapvognen med og jeg skulle ud og putte til lur midt i det hele og gik glip af en masse hos Saxo. Og forrige gang var det med Isolde i viklen og mig storsvedende og i øvrigt hende skrigende i autostolen både ud og hjem (den brød hun sig ikke om det første år af sit liv). Jeg nyder hvor vi er lige nu med større børn, som man kan lave fede ting med. Vi drømmer om en længere rejse her i 2020 og kan rent faktisk mærke, at overskuddet også er til det nu. Ligesom at forholdet, ægteskabet er det jo, også blomstrer temmelig meget for tiden. Jo, vi er helt sikkert kommet ud på den anden side.

Ja og det vil jeg så potentielt ødelægge med et trejde barn, haha stuuuupid, I know..

Man fortryder aldrig de børn man får og det gør man ikke. Men jeg skænker det mange tanker. Hvorfor er det at tanken om et tredje barn trækker lidt i mig. Er det fordi jeg virkelig føler at det ville give værdi til vores familie? Eller handler det mere om hvilken kvinde jeg ser mig selv som (mor til tre børn, sådan har jeg alle dage tænkt mig selv) og er det måske dét jeg skal arbejde med i stedet. Er det de happy insta-families med mor, far og 3+ børn, der får det til at se så latterligt idyllisk ud (helt seriøst tjek @bethanyciotola på Instagram)! Er det “mere vil have mere” og burde jeg ikke bare sætte pris på det jeg har, nu det er så godt. Hvad handler det egentlig om? Det forsøger jeg at finde frem til.

Jeg kan uden tvivl rigtig godt lide tanken om en stor familie, ikke mindst når man selv bliver ældre. Alle børnene + kærester til middag. Mere kærlighed – mulighed for flere børnebørn. Jeg ser allerede mig selv som værende den mormor og farmor, der træder til når det hele brænder på. Måske jeg endda er så heldig at jeg får lov at se og passe ungerne fast på ugentlig basis? Sikke en lykke det ville være for mig altså.
Jeg synes den er svær. Jeg har en følelse af ikke at være færdig med børn og så alligevel – når jeg går forbi en børnebutik, hvor der sidder en stor mødregruppe med babyer, barnevogne og pusletasker allevegne –  i fuld gang med at høre et foredrag om babysøvn – så føler jeg mig SÅ færdig, haha. Ligesom jeg også føler mig utrolig færdig med at skulle være gravid, føde – all that jazz… Men hvis jeg tænker fremad og forestiller mig et liv med børn på fx 3, 6 og 9 år – ja så bliver jeg sådan helt glad indeni.
Nå ja, det giver vel sig selv det hele en dag. Forhåbentlig : )

Nu vil jeg lukke og slukke. Klokken er mange og jeg har en date med en piercer i morgen  – bare til lidt ekstra huller i øreflipperne. Nu skal det være. Yolo og alting!

Tak hvis I læste med så langt <3