Et år uden Anja

Processed with VSCO with hb2 preset

Sidste gang jeg så hende, var til min venindes fødselsdag, en lun sommeraften i 2016. Hun var smuk og højgravid og jeg kan huske at jeg tænkte hun strålede. Tog mig selv i at blive en lille smule misundelig på maven, men i september skulle Casper og jeg jo giftes, så babymaking måtte altså lige vente et par måneder.
Hun ventede en dreng og jeg fortalte hende, hvor fedt det var med sådan en. Fablede om Saxo, som jeg altid gør, og sagde noget i stil med, at det var det bedste i verden at blive mor og at hun havde noget fantastisk i vente.

Hun hed Anja. Anja var en gammel veninde fra en herlig teenage-tid. Vi voksede op i samme nabolag og havde nogle virkelig sjove år sammen, fuld af fest og farver. De sidste mange år har jeg dog kun set hende sporadisk gennem min gode veninde – en af Anjas bedste veninder.

Anja blev mor til Alfred i efteråret 2016. Men kun 17 dage efter, sprang hun ud fra rundetårn. Hun var blevet ramt af en fødselspsykose.

Søde, empatiske, sjove og helt igennem skønne Anja. Ingen havde forudset det. Ikke at man kan forudse sådan noget hos nogen. Men ja, slet ikke hende da.

I lørdags lyttede jeg til dokumentaren “Et år uden Anja” hvor Alfreds far fortæller historien. Jeg lyttede med, tudbrølende med Casper ved min side. Den ramte mig hårdt og sidder stadig i mig endnu.
Jeg har ikke skrevet noget om Anjas død på bloggen, før i dag. Jeg har ikke følt, at det var noget jeg burde kommentere på herinde. Men med dokumentaren online, og i øvrigt med Anjas aller bedste veninders go, synes jeg alligevel at det skulle deles. Fordi psykiske lidelser desværre stadig er meget tabuiseret, og det er fandme dumt, nu så mange mennesker kæmper.

Jeg har ikke selv været ramt af en efterfødselsreaktion eller depression.

Med Saxo var min graviditet fuld af bekymring og de fleste nætter, lå jeg vågen og fik minimalt med søvn. Min bekymring gik ikke på, om jeg ville være en god mor, men om Saxo i min mave overhovedet ville komme ud levende. Jeg var SÅ bange for, at noget skulle gå galt derinde. Og det føltes grænseoverskridende, at jeg ikke var i kontrol. Jeg kunne jo ikke kigge ind i maven og se, om han havde det godt.
Min læge har efterfølgende fortalt mig, at han på et tidspunkt var nervøs for, om jeg ville være en af de kvinder, der kunne udvikle en reaktion/depression.
Men det skete altså ikke. Da jeg fødte Saxo blev jeg stærkere og lykkeligere end nogensinde.

Denne gang med Isolde havde jeg en bekymringsfri graviditet, heldigvis, og ingen søvnløse nætter. Efterfølgende har jeg ikke haft nogle tegn på en reaktion, og min sundhedsplejerske gad faktisk ikke engang screene mig for det.
Dog har tiden efter fødslen været langt hårdere end første gang. De første par uger var lykkelige, ingen tvivl, men jeg græd mindst én gang dagligt. Af smerte, og af savn til min store søn.
Jeg har alle dage følt mig som en rigtig god mor. Det var nemt at være, med kun et barn at tage sig af, men det føltes ærligt talt ikke som om, at det var muligt, at være nærværende overfor to. Det gør det stadig ikke helt, men jeg ved, at I takt med at hun bliver ældre, bliver der også mere Saxo-mor-tid. Og jeg glæder mig til at dagen kommer, hvor vi kan tage en tur i biffen, kun ham og jeg. Eller tænk, den dag hvor jeg kan smutte på legeplads med begge børn, og de kan lege sammen <3

Selvom jeg ikke kan tale med om deciderede efterfødselsreaktioner, kan jeg skrive under på, at det at få et barn kan være en kæmpe omvæltning. Her kom omvæltningen først rigtigt ved barn nr 2.
OG så kan jeg slå et slag for psykiske lidelser. Jeg har, som mange af jer allerede ved, da jeg har skrevet meget om det, angst tæt inde på livet.
Men ingen kan se det. Hvis jeg aldrig havde nævnt det, ville lige præcis 0 vide det. Det er helt skørt at tænke på. Jeg kunne virkelig ønske, at flere var mere åbne. At psykiske lidelser ikke var et tabu og i øvrigt blev behandlet med samme respekt som fysisk sygdom.

Hvis I har lyst, kan I jo fortælle jeres historie her i kommentarfeltet. Måske I har haft en fødselsdepression, en efterfødselsreaktion eller blot har følt tiden som nybagt mor værende ikke så rosenrød, som det ofte bliver gjort til på de sociale medier. Eller måske I døjer med en psykisk lidelse, der ikke omhandler moderskab eller er pårørende?
Uanset vil jeg SÅ gerne høre fra jer. Lad os prøve at få aftabuiseret psykisk sygdom og det svære <3

 

Angst

Processed with VSCO with a5 preset
Jeg var omkring 12 år gammel, da jeg oplevede mit første rigtige angstanfald.
Tidligere havde jeg haft angst i mindre grad, men levede med det, uden de store udslag i mit liv.

Men det første “rigtige”, der opstod da jeg, sammen med et par veninder, tog det forkerte tog hjem fra en biograftur inde i byen, ændrede alt for mig.
Jeg tror egentlig ikke at det virkede særlig voldsomt udefra, men indeni følte jeg, at jeg skulle dø. Jeg måtte knæle og bøje mig fremover, mens hjertet hamrede derudad. Det var første gang at jeg mærkede følelsen af ren panik.
Hvis ikke man har prøvet at at gå i panik, tror jeg det er svært at sætte sig ind i. Det er ikke følelsen af at være meget bange eller rigtig nervøs. Det er en meget voldsom oplevelse, hvor man føler, at man ikke kan styre sin krop eller sine tanker. Det er det værste jeg ved.

Jeg kom på benene igen, dengang på Nørreport st. og vi fandt det rigtige tog. Jeg rystede hele vejen hjem.

Dagen efter denne oplevelse var jeg alene hjemme og på et tidspunkt, mens jeg ser tv, rammer præcis samme paniske følelse mig igen. Nu kom det blot ud af det blå, på et sted hvor jeg var komplet tryg. Ingen fare på færde.
Måtte ringe til min bedste veninde, som boede længere nede af vejen. Hun kom og hentede mig og jeg fik lov at hvile på hendes sofa resten af dagen.

Det kan sagtens være, at de to oplevelser ikke lyder som noget særligt i jeres ører, men vitterligt fra den dag af, følte jeg, at mit liv og min verden som jeg kendte den, ændrede sig. Noget blev taget fra mig.

Fra den dag af blev jeg bange. Primært for at følelsen af panik, angsten, skulle ramme mig igen. Og derfor gjorde jeg alt det, som jeg nu ved man ikke skal gøre. Jeg undgik alle situationer og steder, hvor jeg følte at angsten muligvis kunne opstå. En ret naturlig reaktion, desværre dog uhensigtsmæssig.

Det var selvklart steder hvor jeg havde følt angst. Ved togstationer, og når jeg var alene hjemme. Kroppen husker. Så jeg blev væk fra indre by, da det krævede at jeg skulle køre i tog. Ligesom at jeg ikke kunne rumme, at være alene hjemme. Angsten for angsten, en ond spiral.

Som årene gik blev det bedre og jeg har levet et helt normalt teenage-liv. På de fleste punkter. Jeg lærte i hvert fald mig selv at være alene hjemme, ligesom at jeg blev glad for at køre tog igen, og for at befinde mig i indre by.

Men angsten har aldrig givet helt slip. Og jeg er stadig angst. Nu kommer det til udtryk på andre måder. Det ville kræve et helt indlæg for sig, hvis jeg skulle sætte ord på hvordan. Men bl.a benytter jeg mig af tryghedsadfærd, hedder det vist? Jeg skal have visse ting med rundt, for at føle mig tryg. Derudover skal jeg helst være nogenlunde tæt på et hospital (for hvad nu, hvis jeg en dag fik så meget angst, at jeg ikke kunne overkomme det uden hjælp, er min trigger-tanke), og så skal mine nærmeste være kontaktbare. Jeg skal kunne få fat i C, hele tiden. Det er ikke noget jeg tænker over i hverdagen og jeg ringer altså kun til ham, hvis jeg skal give ham en besked. For han ved hvordan jeg har det og render alligevel altid rundt med sin telefon i hånden, så jeg ved han tager telefonen hvis jeg ringer. Men hvis jeg fortæller jer, at jeg beder ham have telefonen tændt når han er i biografen, så kan I nok få en fornemmelse af, at det er seriøst.

I virkeligheden tror jeg, at den oplevelse, da jeg var 12, har været meget traumatisk for mig. At opleve at hele hendes verden ændrer sig fra den ene dag til den anden, ér skræmmende.

Og når jeg tænker mig om, er det nok grundlæggende stadig dét jeg er bange for. Jeg er bange for en dag at opleve et stærkere anfald end dem jeg kender til i dag. Et som endnu en gang slår mig i gulvet. Måske endnu hårdere. Bange for om jeg mon kan blive sindssyg, selvom jeg også godt ved, at det har jeg præcis lige så stor chance for at blive, som folk der ikke har angstlidelser. Angst og det at være sindssyg hænger lige så meget sammen som en brækket arm og en forkølelse.

Men altså. Jeg er bange for at angsten endnu engang skulle troppe op og ændre mit liv – det liv jeg er SÅ taknemmelig for og som jeg elsker. At det vil tage alt det gode fra mig.

Og fordi jeg hele tiden har dét i baghovedet, så slipper angsten jo heller ikke sit tag. Ting bliver bedre og jeg lærer hele tiden nye ting om mig selv og mit sind, men angsten bliver boende i mig.

Og jeg har for længst accepteret, at den er en del af mig, og at det er okay. Men det betyder ikke, at jeg ikke bliver frustreret over det til tider.  For det begrænser mig stadig i rigtig mange ting.
Og jeg synes jo jeg har gjort mit. Læst stolpe op og ned om angst. Set psykologer, hørt lydbøger. Virkelig arbejdet med mig selv. Men det virker som om, at jeg kæmper mod noget der ikke vil bekæmpes. What to do for søren?