Velkommen til, lillesøster <3

Processed with VSCO with hb2 preset

Så kom hun. Endelig!
Født tirsdag d. 22 august, klokken 7.36.
3800 gram, 51 cm lang og helt, helt perfekt. Hun ligner sin storebror, bare en mørkere udgave. Og så har hun fars næse og øjne og mors læber. Elsker hende allerede så højt.

Grundet langvarig vandafgang (mere end 18 timer fra vandafgang til fødsel) skulle vi blive på hospitalet en nat, for at observere, at hun ikke fik en infektion. Men ingen infektion heldigvis og i går onsdag, kunne vi køre mod Frederiksberg og storebror, som havde ventet i spænding på at få os hjem.

Vi har det alle godt og baby (som altså stadig ikke har noget navn) er helt perfekt og indtil videre en veltilpas og rolig baby, som allerede ammer så flot. Jeg er så stolt ; )

Processed with VSCO with hb2 preset

Og hvad fødslen angår, så fik jeg desværre ikke den fødsel jeg havde håbet på.

Den gik ikke dårligt på papiret og var hverken traumatisk eller hektisk. I virkeligheden var det vel  en ganske normal fødsel og baby havde det godt under hele forløbet.

Den gik nogenlunde sådan her (beretning kommer, når jeg har fordøjet det hele):

Vandafgang – veer der lod vente på sig – derfor vedrop (stress) – vestorm (AV) – epidural (skønt) – pressefase efter bogen og baby der kom ud og havde det strålende.

Det lyder jo tilforladeligt, men det var ærlig talt ikke et særlig rart forløb, overhovedet. Og Casper og jeg mærkede i den grad til travlhed på fødegangen. F.eks var der vagtskifte, mens jeg havde presseveer og 10-15 minutter inden baby var ude, skulle jeg tage stilling til en ny jordemoder. Det var dog det mindste af det hele.

Alt i alt var fødslen meget præget af usikkerhed og vi følte os simpelthen ikke trygge eller i gode hænder på noget tidspunkt. Fordi jeg tidligere har fået et kejsersnit (og der dermed var en risiko for bristning af mit ar) og fordi mit fostervand tangerede til at være lysegrønt (baby havde det så fint hele vejen igennem) blev jeg koblet op til et hav af ledninger og elektroder, og var mere eller mindre bundet til sengen. Og det hele var meget mekanisk og unaturligt for mig. Vedroppet især.

Jeg ved ikke hvad man kan forvente af en jordemoder, og måske jeg er for krævende, men jeg havde håbet at bare en af de tre jordemødre jeg nåede at have i mit forløb, kunne have gjort Casper og jeg mere rolige og måske medvirket til, at jeg stolede mere på at min krop godt kunne, trods crazy vedrop og vestorm.

Faktisk må jeg knibe en lille tåre, mens jeg skriver det her. Jeg ved at jeg nok skal “komme mig over det”, fortyder bestemt ikke, at jeg ikke valgte kejsersnittet og synes stadig, at jeg er super sej, at jeg selv fik hende ud. Men der ligger mange følelser bag, kan jeg godt mærke.

Men nu er vi hjemme, sammen med verdens dejligste og det er det aller vigtigste.

Derudover er jeg også bristet (som langt de fleste gør). En dejlig lille 2. grads bristning, der gør mega nas lige nu. Det er hvad det er og det heler forhåbentlig hurtigt, faktisk mærker jeg allerede her til aften en bedring, men jeg indrømmer da gerne, at det ikke hjælper på overskuddet her de første dage. Derfor har vi også valgt at alle barselsbesøg er udskudt, indtil jeg får det bedre. Og bloggen? Jeg opdaterer når jeg har lyst og overskud.

TAK for alle jeres lykønskinger og tak fordi I gider følge med. Det er så dejligt <3

Processed with VSCO with hb2 preset

En sommer-baby <3

img_9913

God morgen og tak for alle jeres søde lykønskninger i går på min instagram <3

Jeg er gravid, ja!

Til august, hvis alt går efter planen, bliver vi beriget med en lille ny verdensborger.
Vi bliver forældre igen, og Saxo bliver storebror ikke mindst – og det er næsten det mest fantastiske. Jeg kan slet ikke vente til at se hans reaktion, når baby kommer. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han bliver den sødeste og mest kærlige storebror <3

Jeg er i 17 uge, med termin 13 august (føder naturligvis 1-2 uger før termin, står det til mig) ; )
Der kommer til at være 3,5 år mellem vores to børn, og det er perfekt. Nu er et barn ikke noget man kan planlægge som sådan, for man ved jo aldrig hvor lang tid det tager at lave sådan et, men 3,5 års mellemrum er det helt idéelle for os og lige det vi håbede på.
Vi har virkelig nydt at have Saxo helt for os selv så længe og faktisk var jeg heller ikke skruk før efter brylluppet i september. Men så blev jeg det ellers også. Det er som om, at når man først har sat sig noget i hovedet, så skal det også helst gå hurtigt : )

Så efter brylluppet gik vi så småt i gang. Det gav pote ret hurtigt og nu, nu er vi også alle klar til en familieforøgelse. Saxo er mere eller mindre selvkørende. Vi mangler lige lidt småting (såsom at få smidt bleen helt, men det kommer helt sikkert til at ske inden sommeren). Casper og jeg har fået vores uafbrudte nattesøvn i mere end to år, så på den måde har vi (jeg) også overskuddet til en ny omgang “op hver tredje time for at amme”.
Timingen er ret perfekt for os.

img_9912

Vi har generelt været meget åbne i denne graviditet. Vi fortalte det meget tidligt til vores familie og tætte venner, og har løbende bare fortalt det venner og bekendte vi mødte. Måske er det bare sådan det er anden gang, at man er lidt mere afslappet omkring det hele?

Dog har jeg ikke sagt noget herinde før nu. Men I er alligevel mange der har gættet det, og det forstår jeg godt. Jeg er nok kommet med en del hints undervejs, hehe.
Det har været rigtig svært at holde hemmeligt herinde, fordi jeg jo er vant til at fortælle om alt det der fylder.
Og kvalme, opkast, madlede og minus overskud har fyldt helt utrolig meget, så det har været umuligt for mig, at lades som om, at alt har været godt og rart.

At være gravid er jo ingen sygdom, men det forløb jeg har haft de første 16 uger –  det har været det hårdeste nogensinde. Hæslig heldagskvalme og crazy madlede fra uge 5. Og så alle de daglige opkastninger. Som det første når jeg stod op og som det sidste inden jeg lukkede mine øjne. Og en hel del gange derimellem.
Og det er klart, at når man er SÅ ramt, at man ikke engang kan overskue at gå 100 meter ned af vejen for at handle ind, så går det ud over humøret.
Jeg har virkelig haft the blues, til trods for de meget lykkelige omstændigheder.

Men nu her i 17 uge er jeg heldigvis i bedring. Er ikke sluppet helt for opkast endnu, men nu er det kun en morgenting, og overskud har jeg fået masser af igen (thank god), ligesom at humøret også er i top igen. Så nu kan jeg forhåbentlig begynde at nyde graviditeten ordenligt : )

Jeg har i øvrigt skrevet en hel masse “graviditetsdagbogs-indlæg”, som jeg tænker jeg poster løbende her på bloggen. Det første indlæg starter starter en hel uge før min forventede mens, tilbage i starten af december, hvor jeg første gang testede meget svagt positiv.

Nogle af indlæggene virker nok lidt negative, fordi det jo bare har været pisse hårdt i mange mange uger, men jeg tænker, at det måske kunne være sjovt og rart for jer at læse med alligevel. Der ér jo trods alt mange der døjer med kvalme og manglende overskud i de første måneder af en graviditet og lige meget hvor taknemmelig man er over, at man kan skabe liv (og det er jeg, helt ufatteligt), er det bestemt ikke særlig rosenrødt, på den måde at blive fuldkommen blæst bagover af manglende overskud, madlede, kvalme og opkast. Pyha xx