Fødselsberetning: Isoldes vej til verden

skaermbillede-2017-09-14-kl-11-44-42-copy

Søndag d. 20 august 2017. Jeg er 41+0 og ekstremt utålmodig efter at møde vores lille pige. Jeg har ingen tegn haft på snarlig fødsel og er begyndt at frygte, at hun aldrig vil ud.

Men samme aften går jeg alligevel i seng med en stærk følelse af, at der godt kunne ske noget i løbet af natten.

Og rigtigt nok. Klokken 03.00 vågner jeg og skal tisse. Da jeg rejser mig fra sengen bliver der vådt i mine trusser, og jeg er ikke i tvivl om, at mit vand er ved at gå. Jeg får tisset og går igen ind i soveværelset. Nu går vandet med et kæmpe plask. Jeg skynder mig ud på toilettet igen og finder mine ny-indkøbte gigantiske bind frem, men vandet gennemvæder det på nul komma fem. På med endnu et bind, og endnu et.
Jeg får vækket Casper og ringer derefter ind til fødegangen. Fordi jeg tidligere har fået et kejsersnit er der en lille bitte risiko for, at mit ar kan briste under veerne, og derfor vil de på fødegangen gerne have at vi kommer ind når det er muligt.

Hverken Casper eller jeg kan sove videre nu, og rykker i stedet ind på sofaen med vores dyner. Her snakker vi og spiser lidt morgenmad.
Jeg er lykkelig over at min krop selv er gået i fødsel, og spændt ved tanken om, at vi nu skal møde vores baby snart.

Da klokken bliver 06.00 stikker jeg hovedet ind til mine forældre, der er vores naboer, og fortæller dem hvordan landet ligger. På forhånd har vi aftalt, at når jeg går i fødsel skal de passe Saxo.

Klokken ca 08.00 kysser vi Saxo og min mor farvel og tager en taxa til Herlev Hospital. Vores egen bil er på værksted (så typisk, nu man rent faktisk skal bruge den, haha).

På fødegangen bliver vi, efter lidt ventetid, vist ind i et rum, så jeg kan blive undersøgt. Jeg har på dette tidspunkt hverken smertefulde eller regelmæssige veer – men de er dog til stede.

Jordemoderen der undersøger mig kan konstatere, at jeg endnu ikke har åbnet mig, og fortæller mig, at vi skal snakke igangsættelse inden længe. Årsagen til dette er, at efter vandafgang, ser man helst at baby er ude indenfor max 24 timer. Og da mit fostervand tilmed er lysegult tangerende til det lysegrønne (det kan det sagtens være uden at det betyder at baby er stresset i øvrigt), ser de gerne at jeg bliver sat i gang med et vestimulerende drop (et såkaldt S-drop).

Tanken om droppet både stresser mig og gør mig nervøs, da jeg ved at de kunstige veer kan være hårde ved livmoderen, og i værste (dog yderst sjældne) tilfælde forårsagde ruptur af mit ar i livmoderen.

Allerede her kan jeg mærke, at jeg mister modet lidt, og især mister jeg troen på, at jeg har styr på denne fødsel. Desværre. Det lyder måske fjollet i nogens ører, men i momentet betød det meget for mig og min følelse af at kunne selv, at undgå det drop.

Omkring klokken 16.00, efter jeg ihærdigt har forsøgt at få gang i ordentlige veer, hvilket er lidt svært når man 1, ved man skal og 2, er låst fast til en seng i et koldt sterilt rum med alverdens ting spændt om maven, får vi tildelt en fødestue.

Her møder vi vores jordemoder. En sød kvinde på alder med mig selv. Hun er helt nyuddannet og virker, ligesom jeg, ikke super tryg ved situationen – altså mig med mit tidligere kejsersnit og nu også semi-grønt fostervand.

To utrygge var set i bakspejlet nok ikke verdens bedste kombi, og en masse ting sker/sker ikke.. Jeg vil undgå at komme ind på konkrete ting, men det bliver meget tydeligt for os, at fødegangen virkelig er præget af travlhed og Casper og jeg føler os ikke trygge ved situationen på nogen måde. Vi føler ikke at vores bekymringer bliver tager alvorligt eller at vores spørgsmål bliver ordentligt besvaret.

Droppet kan vi ikke komme udenom, da min veer, efter denne omgang, stort set er gået i sig selv. Øv.
Det bliver givet klokken 17.30 og nu er jeg for alvor bundet til sengen. Jeg må gerne gå ud at tisse, men det bliver med droppet og alle de andre ledninger som min følgesvend. Det føles meget unaturligt for mig.

Til at starte med går det godt. Veerne bliver stærkere og stærkere og de gør meget ondt, men jeg kan fint være i dem. Jeg bruger min helt egen slags vejrtrækning, som hverken er de helt dybe træk eller den overfladiske laboro, og her efterfølgende har jeg tænkt, at det på en måde var lidt spild af tid sådan at øve vejrtrækningen i graviditeten. Når de stærke veer tager fat, går man ind i sig selv, kroppen tager over og gør det der føles bedst for en – og ikke det man evt. har øvet derhjemme.

På et tidspunkt bliver droppet skruet op for aller højeste blus. Jeg får vestorm og har 6 ekstremt smertefulde veer per 10 minutter. Det er næsten uudholdeligt, men tanken om, at vi møder vores baby snart giver mig overskud til at komme gennem veerne. Sådan bliver vi ved i mere end to timer.

Og så er det endelig tid til at blive undersøgt. Jeg tænker selv, at der må være sket en hel del, efter ca fire timer med drop og mange sindssyge veer. Min jordemoder undersøger mig, men det volder hende problemer og hun må (igen igen) kalde efter andres hjælp.
En ældre og mere garvet jordemoder kommer ind, og kan hurtigt konstatere, at jeg ikke er meget mere end 1 cm åben!? Her går jeg så lidt i sort, da det simpelthen ikke giver mening for mig, at jeg ikke har åbnet mig mere, efter alle de ekstremt smertefulde veer. Med Saxo åbnede jeg mig 4-5 cm med hvad der føltes som plukkeveer. Easy peasy. Bare ærgerligt at han lå omvendt og jeg ikke behøvede at åbne mig dengang, heh.
Den garvede jordemoder vil lige prøve at se, om hun ikke kan løsne lidt op med sine fingre. Imens får jeg en ve og beder hende tage sine fingre, der er oppe i mig, ud med det samme, da det er alt alt for smertefuldt for mig. Hun lytter ikke på mig og bliver ved med at rode rundt “jeg skal bare liiiiige”. Nej du skal ej, og først da jeg decideret skriger “det er et overgreeeeeb” – og sådan føltes det vitterligt, trækker hun sig til tilbage. Jeg er rasende.

Tydeligvis skal der ske noget, for droppet virker ikke efter planen. Jordemoder foreslår en epidural, så jeg kan få en pause, og jeg takker meget hurtigt ja og anæstesilæge (en ung og meget pæn mand) bliver tilkaldt. Her er klokken 22.00.

Jeg mærker ikke at epiduralen bliver lagt, det gør man ikke når veerne er så vilde, til gengæld er der ingen tvivl, da den gør sit indtog i min krop. Sikke en lettelse at blive fri for vestormen.
Epiduralen virker så godt, at jeg rent faktisk ikke mærker noget som helst. Og selvom det bestemt føles godt efter crazy veer, er det også en meget underlig følelse. Jeg kan se på min lille skærm, at jeg har veer, og mange af dem, men jeg kan simpelthen ikke mærke dem.

De næste timer går med at få slappet af og få sovet, jeg er træt med træt på og pausen gør godt.
Epiduralen gør at jeg endelig åbner mig. Hurra! Omkring klokken 03.00 er jeg i aktiv fødsel og bare to timer senere, har jeg åbnet mig til de famøse 10 cm. Der bliver skruet ned for epiduralen og op for droppet, så mine veer igen begynder at kunne mærkes. Klokken 06.30 starter min pressefase, som  er yderst smertefuld – og slet ikke føles som den forløsning mange taler om.

Tirsdag d. 22 august klokken 07.36 presser jeg verdens dejligste baby på 3845 gram ud og jeg er LYKKELIG og lettet.
Hun er SÅ smuk og helt perfekt og hun har haft det som blommen i et æg under hele forløbet. Scorer top point på apgar score og finder straks mit bryst og begynder at sutte.

Moderkagen kommer ud uden problemer, og så skal der syes, da jeg er bristet. En mild grad 2 bristning. Det mærker jeg dog ikke meget til i momentet – er bare lykkelig for at Isolde er hos os og at jeg klarede den.

Fordi der gik mere end 18 timer fra vandafgang til fødsel, er der en risiko for at baby kan få en infektion. Derfor skal vi blive en nat på hospitalet, selvom vi aller helst ville være taget hjem samme dag <3

skaermbillede-2017-09-14-kl-11-46-23-copy


Selvom min fødsel jo på papiret gik godt, så var den for mig og Casper, ikke den bedste oplevelse.
Vi følte os ikke taget ordentligt hånd om, eller lyttet til, og tanker om den lille risiko for bristning af mit ar, fyldte desværre rigtig meget undervejs.
Jeg var utryg ved at få et vedrop – og selvom jeg vidste, at jeg blev holdt godt øje med, kunne jeg ikke mærke det. Jeg følte i høj grad, at jeg selv skulle mærke efter, om jeg nu fik smerter i arret (det kan indikere at en livmoder er ved at briste), men det er sgu svært under en vestorm hvor ALT ligesom gør ondt. Derudover følte jeg det lige så utrygt, at få epiduralen, da den gjorde, at jeg ikke kunne mærke noget som helst. Så hvordan skulle jeg kunne mærke, om det ar ville briste. Kan I følge mig?

Det var tydeligt at fødegangen var præget af travlhed, f.eks var der jordemoder-skift 15 minutter før Isolde var ude. Det betød, at jeg skulle hilse på og forholde mig til en helt ny jordemoder midt i mine presseveer. Jeg bad jordemoderen om hun ikke nok ville blive, og til det svarede hun, at hun var vikar og dermed for dyr. Jeg forstår at det er kårene på fødegangene og hospitalerne i øjeblikket, men det gjorde det ikke nemmere at være i synes jeg.

Jeg fortyder slet ikke, at jeg ikke valgte kejsersnittet, selvom jeg havde muligheden. Jeg er glad for, at jeg valgte at føde vaginalt, men ked af både de travle omstændigheder og min egen indstilling til det hele. Jeg ville så gerne have været mere positiv undervejs, men jeg kunne ikke finde kampgejsten og så fødslen som noget der bare skulle overstås.

Jeg ved med 100% sikkerhed, at hvis jeg en dag skal føde igen, finder jeg mig en privat jordemoder, en som jeg stoler på og er tryg ved, der simpelthen kan tage med os på hospitalet og være med hele vejen igennem – og forhåbentlig sørge for, at jeg og Casper får en bedre oplevelse <3

img_4646

Min fødselsberetning: Saxos vej til verden

 photo IMG_3582.png

I de sidste par måneder, hvor du har ligget i min mave har du haft hovedet op og numsen ned. Jeg har kunnet mærke dit lille hoved helt tydeligt i toppen af maven og dine små ben har sparket mod mine ribben. Du lå så godt der og intet tydede på du havde lyst til at vende dig. Derfor havde jeg muligheden for enten af føde dig med numsen først, få kejsersnit eller for at få foretaget et vendingsforsøg. Jeg overvejede alle muligheder grundigt inden jeg til sidst tog beslutningen om et planlagt kejsersnit. Lægerne prøvede at overbevise mig om et vendingsforsøg, men jeg havde sådan en stærk fornemmelse af at du lå som du gjorde af en grund. Det eneste jeg ville var at få dig ud sund og rask.

Det planlagte kejsersnit var sat til at skulle foregå mandag d 13 januar. 9 dage før min termin. Jeg glædede mig sådan, men var samtidig også lidt nervøs over nu at fået en dato. Hvordan skulle jeg kunne sove i dagene op til?!

Dog nåede jeg aldrig at bekymre mig, for natten til tirsdag, d 7 januar, gik mit vand lige pludselig. Samme dag havde jeg været meget aktiv. Jeg havde shoppet de sidste nødvendige ting til dig, været til jordemoder, spist frokost ude og handlet stort ind i Føtex. Om aftenen kunne jeg ikke finde ro. Din far og jeg havde lagt os til rette i sengen, men jeg vendte og drejede mig og følte mig slet ikke tilpas. Klokken blev 02.00 og jeg sov stadig ikke, i stedet gik jeg på toilettet, da jeg følte jeg skulle tisse. På vej derud kunne jeg mærke at noget blev vådt, men tænkte ikke at det var noget. Da jeg havde tisset lagde jeg mig tilbage i sengen og pludselig begyndte det at sive. Det blev ved og ved og sengen blev plaskvåd. Jeg var slet ikke i tvivl om at vandet var gået. Jeg vidste, at har man en baby der ligger på den måde du gjorde, må man ikke rejse sig op efter vandet er gået. Derfor ringede jeg hurtigt til fødegangen og fik besked på at blive liggende i sengen og ikke bevæge mig. Jeg måtte ikke engang tage tøj på. Fødegangen sendte en ambulance ud og imens vi ventede rendte din far (lettere panisk) rundt og prævede at pakke den taske der var så vigtigt for mig at få med. Ambulancen kom inden for 20 min og jeg blev fragtet ned på en båre, og så var det afsted til Hvidovre. Din far kørte i vores egen bil lige bag ambulancen.

 photo saxo1.png

Da vi ankom til Hvidovre, blev vi mødt af en venlig jordemoder, som startede med at lytte til dit hjerte. Du havde det godt og nu kunne vi slappe lidt mere af. Jordemoderen forklarede os at om natten laver de ikke kejsersnit medmindre det er akut, og da du jo havde det fint, kunne vi sagtens vente til det blev morgen. Dette havde jeg det fint med, og glædede mig til at få sovet lidt. Dog blev det ikke til meget søvn, for kort tid efter begyndte mine veer! Dette var bestemt ikke en del af planen, og veerne tog hurtigt til og begyndte at gøre virkelig ondt. Jeg måtte jo stadig ikke rejse mig, så under veerne lå jeg og krampede sammen i sengen. Jeg lavede mine vejrtrækningsøvelser, men intet hjalp. Jordemoderen kom ind to gange i timen for at sikre sig, at jeg ikke åbnede mig for meget og at du hele tiden havde det godt. Din far kyssede mig og aede min hånd.

Endelig blev det morgen og jeg var ved at være godt utålmodig. Jeg havde stærke veer, jeg havde ikke tisset siden vandet gik derhjemme og jeg var sulten og tørstig men havde fået besked på at faste. Og endnu mere, jeg længtes efter at møde dig nu. Jordemoderen fortalte os, at de først var klar til at lave kejsersnit kl 13 og selvom det føltes som hundrede år, var vi lykkelige. Nu var det tæt på.

Da klokken endelig blev 13 blev jeg hentet og kørt op til operationsstuen. Jeg blev taget imod af en narkoselæge, en børnelæge, en jordemoder, en sygeplejerske og nogle andre, hvis funktion jeg ikke kendte. De var alle sammen venlige og smilende og der var en rigtig god stemning på stuen. Jeg fik sat en masse elektroder på min krop og narkoselægen gjorde klar til at lægge min bedøvelse. Jeg synes ikke det gjorde ondt overhovedet. Da mine ben begyndte at summe var det skønt. At slippe for alle de smerter jeg havde haft de sidste 10 timer passede mig så godt. Da de begyndte at skære kunne jeg fornemme det, men ikke mærke smerte. Der gik ikke mere end 3-4 min før du var ude. Du blev lagt direkte op på mit bryst og det var en helt fantastisk følelse. Din far, som havde holdt min hånd under hele forløbet, kyssede skiftevis dig og mig, inden han fik lov at gå med jordemoderen hen for at veje og måle dig. Du vejede 3180 gram og var 51 cm lang. Du skulle hverken suges eller have hjælp til noget. Du kom ud og var helt, helt perfekt. Alle på stuen ønskede os tillykke og fortalte os hvor fin en baby du var. Din far og jeg var så stolte og lykkelige <3
 photo saxo3.png photo saxo2.png

Efterfølgende blev vi kørt til opvågningstuen, hvor vi skulle ligge indtil jeg kunne bevæge mine ben. Det kunne jeg efter en lille time, og så blev vi kørt over på barselshotellet, hvor vi blev to nætter inden vi kunne tage dig med hjem og fortsætte vores liv, som en familie på tre.

Saxo baby, vi elsker dig så højt <3

 photo IMG_3571.png

Hele forløbet fra at vandet gik til vi blev udskrevet fra hospitalet har simpelthen været så positivt. Jeg har følt mig enormt tryg og for mig har kejsersnittet været det helt rigtige. De to døgn vi var på Hvidovre Hospital forløb strygende og alle har været så søde. Vi fik vores egen stue, hvor vi alle tre kunne være, der var et lækkert menukort, hvor vi kunne bestille alt det mad vi havde lyst til og var vi i tvivl om noget var der sygeplejersker til rådighed hele døgnet. Jeg havde ikke turdet håbe på at det ville være så godt.

I øvrigt tusinde tak for alle de fødselsberetninger I har sendt mig. Jeg har ikke fået svaret tilbage, men jeg poster dem løbende her på bloggen over det næste stykke tid <3