P1260300

I dag er det mig, der har fået æren af at gæsteblogge hos smukke Emili om graviditet og fødsel. Jeg skrev for to år siden, da min datter blev født, min fødselsberetning til magasinet Gravid – og tænkte at det måske var fint at få genpostet i denne forbindelse:

Kh Louise

Det er midt om natten. Vi er kommet sent hjem fra familiefødselsdag, og jeg har ikke nået at hive rullegardinet ned, så jeg kan skimte månen, da jeg vågner med et sæt. Jeg vågner, fordi jeg mærker noget, der føles, som når man hiver bundproppen ud af et fyldt badekar. Klokradioen viser 03.05. Vandet er gået. Og jeg er meget lettet.

Jeg er kun gået to dage over tid, men de har haft rykket min termin tre gange (!) og jeg er allerede godt træt af at være gravid. Øget vand i kroppen, ømme, hævede fødder, ingen søvn og alles konstante gætteri på, hvornår min lille pige har tænkt sig at ankomme, har gjort mig til én af kortluntede kvinder med alt for meget mave og alt for stort temperament.

?Du føder i morgen. På Kvindernes Kampdag. En lynfødsel?, siger min svigerinde selvsikkert, da jeg sidder til familiefødselsdagen og skovler lagkage indenbords. Jeg vrisser surt, at den slags profetier ikke er til gavn for en utålmodig højgravid med passeret terminsdato. Til fødselsforberedelsen hos APA (Afspændingspædagogernes Aftenskole, red.) har de fortalt, at en gennemsnitsfødsel varer 15 timer. Jeg har endnu ingen plukveer haft, og chancen for at føde indenfor det næste døgn forekommer mig derfor ret lille. Jeg lukker diskussionen med et ?Jeg føder IKKE i morgen!?

?Hvis vandet går af sig selv, kan du godt nå det?, forsøger min svigermor optimistisk. ?Det gør det IKKE?, returnerer jeg. Præcis fem timer senere vågner jeg ved at en kaskade af lunken væske skyller ud over mine ben.

STORE SKO
Vi ringer til fødegangen og får besked på at gå i seng igen. Jeg skal nå at sove, mens jeg kan, siger de. Jeg prøver, men det er umuligt, når adrenalinen allerede gennemstrømmer kroppen. Tusinde tanker presser sig på. Har vi pakket det hele? Kan vi nå et bad? Hvad med parkering? Hvor længe mon der vil gå? Skal vi se en film?

Der går ca. en halv time, så kommer veerne. Og de er ikke til at tage fejl af. Da klokken er 05.00 ? to timer efter vandet er gået, ringer vi igen til fødegangen. Der er nu ca. 3 minutter imellem veerne. De siger, vi skal komme. Jeg er overbevist om, at de vil sende mig hjem igen. Der er kun gået to timer, siden vandet gik, jeg er førstegangsfødende og min mors fødsel med mig til 28 timer og en masse smertestillende.
Jeg foreslår derfor, at vi lige pakker tasken igen, smører en ekstra madpakke, og tjekker playlisten til iPoden. Ret hurtigt erkender jeg dog, at jeg ingenting kan. Andet end at bide i dynen.

Jeg stønner mig vej ind gennem Rigshospitalets svingdør kl. 06.15 i et utrolig mystisk sæt tøj og min mands alt for store sko. Jeg havde ærlig talt regnet med, jeg selv kunne klæde mig på. Men da veerne tager til, er matchende outfit min sidste bekymring. Tanken om sko, der skal snøres, lynes eller blot kræver mindstemålet af energi at få af og på, vil jeg slet ikke høre tale om. Eneste kriterium for det, min mand febrilsk flår ud af skaber er, at det skal kunne komme hurtigt af igen.
En dame i hvid kittel tager imod os i modtagelsen og beder mig vente på en jordmoder. De virker rolige, ingen ser ud til at have travlt, og rigshospitalet er underligt stille. De spørger, om vi kan vente lidt. Jeg nikker og tænker, at jeg sikkert bliver sendt hjem igen.

Det viser sig, jeg er 7 cm. åben. Da jeg har ønsket at føde i vand, spørger min jordmoder, om der skal fyldes et kar, og forklarer at det tager ca. en halv time. ?Louise på det tidspunkt er du muligvis allerede i pressefase. Kan du overskue at skulle op i et kar dér??, spørger hun. Jeg får rejst mig op på albuerne, mens jeg kigger hende ind i øjnene. ?Nej!? gisper jeg. Ikke et sekund overvejer jeg, hvad det faktisk er, hun her fortæller mig. Det her går rigtig stærkt.

KAMPKLAR
Sveden hagler af mig, jeg er ved at dø af tørst. Mens jordmoderen og sygeplejersken hepper og roser fra fodenden, klemmer jeg hårdt fast om Davids hånd. Han ser faktisk cool ud. Ikke skræmt fra vid og sans, som jeg måske nok havde frygtet. Jeg tror, jeg fortæller ham det. Det gør jeg ikke. Jeg koncentrerer mig om hvert enkelt vé. Det føles som en udefinerbar ursmerte, der kommer indefra ? og min krop ved på en eller anden måde, hvad den skal.

Jeg har ikke nogen fornemmelse for tid, men jeg kan høre på min jordmoder, at det er lige op over. ?Jeg er ikke sikker på, vi når op på fødegangen ? har du noget imod at føde her i modtagelsen??, spørger hun. Det har jeg ikke. Orker ikke at skulle flyttes alligevel. Aftenen inden, da jeg sad sur til familiefødselsdagen, var jeg stensikker på, at min lille pige ikke havde tænkt sig at lytte til mine bønner. Men nu ser det faktisk ud til, at hun er lige så utålmodig af natur som sin mor.

Jeg kan se ud af vinduet fra briksen, hvor jeg ligger. Månen er væk nu, og himlen er helt rød. Solen er ved at stå op og det forekommer mig at være det smukkeste syn, jeg længe har set. Jordmoderen bukker sig ind over mig og siger med fast men rolig stemme, at min lille pige ikke kan følge med længere. Det går for stærkt, hendes hjerterytme er dykket dramatisk og hun skal ud med sugekop nu. At der diskret træder tre ekstra mennesker og en børnelæge ind på stuen, opfatter jeg ikke. De forsvinder dog lige så lydløst igen, da hjerterytmen kort efter stiger og hun beslutter at rotere i bækkenet selv. ?Så! Nu ligger hun helt rigtigt?, siger jordmoderen. ?Du må gerne presse!?.

Jeg presser alt, jeg kan, og undrer mig over, at jeg ikke skal holde igen. Det har jeg læst, at man oftest får besked på. Det gør virkelig ondt, men det føles godt. Nu kan jeg selv arbejde aktivt med. Jordmoderen roser mig, og jeg lukker øjnene og mærker en fornyet energi.
?Pres lidt mere!?, beordrer stemmen i rummet??Svup! Så er hun der! Kl. 07.40, kun lidt over en time efter, vi er ankommet til hospitalet, hører jeg min datters skrig og ser min mands øjne flyde over. Nu er jeg mor.

Den 8. Marts ? på Kvindernes Kampdag har min lille pige valgt at gøre sin entre. Helt uden smertestillende eller hjælp. Kun lidt over fire timer efter vandet gik.
?Sikke en lynfødsel?, siger sygeplejersken, der lidt efter kommer ind med morgenmad. Min svigerfamilie fik ret. Og jeg ved stadig ikke, hvordan fødegangen ser ud.
Louise

2013-10-05-10.29