Kender I det, når man bare har en lidt dum dag? Sådan en havde vi i går. Først stod den på begravelse – og selvom det var af sådan en slags, hvor døden hverken kunne eller skulle undgåes, er det jo aldrig sjovt.

Dernæst en tid hos min jordemoder. Den sidste. Desværre havde hun ombooket mig (uden at jeg havde fået besked), så C og jeg endte med at sidde og vente i halvanden time, før vi fik lov at komme ind til en anden.
Jordemoderen tjekkede mig indvendigt, og selvom jeg var meget blød, havde jeg altså ikke åbnet mig en millimeter, så hindeløsning var umuligt. Og det havde jeg selvfølgelig håbet på, kunne lade sig gøre.
Så snakkede vi igangsættelse og jeg fik en tid. Dvs. hvis fødslen ikke går i gang af sig selv inden (fingers crossed for at den gør)!! skal vi møde op på Herlev Hospital fredag d. 25 august klokken 19:00. Her skal jeg, såfremt jeg stadig ikke har åbnet mig, have lagt et ballonkateter, overnatte på hospitalet og håbe på at det virker efter hensigten, således at de kan tage vandet lørdag morgen.

Ballonkateter er jo en temmelig naturlig måde at sætte fødslen i gang på, men jeg vil stadig rigtig gerne undgå det. Og det stresser mig lidt kan jeg godt mærke. Stresser mig at min krop nu kun har 7 dage til at tage sig sammen og gå i fødsel. Og ja, jeg måtte altså knibe en lille bitte tåre efter jordemoderbesøg, for det kom på en eller anden måde bare så tæt på, med sådan en dato for igangsættelse.

Der er en del følelser i det. For mig er det ikke engang længere ventetiden. Nu har jeg været gravid i 9 måneder, så en uge fra eller til er faktisk fuldkommen ligegyldig, og jeg har det jo fortsat godt i min krop, selvom jeg ér stor og tung, og selvom at alle folk gerne ynder at kommentere på det. Har i øvrigt lagt mærke til at kvinder (for det meste) er søde til at kommentere noget ala “hvor ser du smuk ud”, mens mænd er virkelig ringe og slet ikke ved hvad de skal sige. Hvad med ingenting, makker? ; ) I sidste uge åbnede jeg døren for en håndværker. Han sagde til mig “ej hvor er du tyk” og intet andet. TAK MAND. Haha. Og i går fik jeg også at vide, af en mand, at jeg havde en den største navle han nogensinde havde set (!). Tak tak, eller noget..

Men nej, for mig, lige nu er det idéen om, at det (måske) føles unaturligt at blive sat i gang. Om man måske stoler lidt mindre på at kroppen “kan”, når den har fået hjælp og skub af læger. Og så også, at jeg har fået presset ned over hovedet at en fødsel efter et kejsersnit hele tiden skal være i fremgang – ellers tøver de ikke med at lave et kejsersnit. Sådan som jeg tolker det betyder det at min krop bare skal være super dygtig, selv formå at skabe gode kraftfulde veer, der hele tiden rykker osv. Og ellers er der no mercy og så bliver det et kejsersnit. Jeg ved ikke om det reelt foregår sådan. Men jeg ved at jeg virkelig virkelig har lyst til at undgå et kejsersnit og føde mit barn selv, det må jeg indrømme.
Og slutteligt er der egentlig også bekymringer i forhold til baby. Man ved jo at der er en grund til at de sætter i gang – fordi der er risiko for at moderkage sætter ud. Og i går blev der postet en ubærlig historie i min terminsgruppe på Facebook. En mor der havde mistet i uge 39+. Det er mit værste mareridt. Og jeg ved godt at det sker sjældent. Men det sker jo.

Nå. Ikke flere Emilie-tanker lige nu. Jeg KAN jo sagtens nå at gå i gang selv, I know. Så lad os satse på det, og hvis ikke går det også nok. Ud skal hun nok komme  – og det er uden tvivl det vigtigste.

I går da vi kom ud fra jordemoder og ned til vores bil, var det ene hjul i øvrigt fladt. Så vi måtte gå hele vejen hjem fra Frederiksberg Hospital. Det er en pæn tur, altså når man er højgravid.. Det betyder også, at skulle fødslen gå i gang her i weekenden, har vi ingen bil. Godt der findes taxaer, men stadigvæk, ikke?

Alt gik ligesom bare lidt skævt i går. I dag er so far lidt mere rolig og rar. Jeg har vitterligt rendt rund de sidste mange dage. Så i dag er min plan at slappe så meget af som muligt. Saxo er sammen med oldemor. De returnerer først til Disney Sjov i aften og C har møder dagen lang.
Jeg er alene i min sofa og her bliver jeg. Og eftersom det at være aktiv ikke lader til at sætte min fødsel i gang det mindste, kunne det jo være at det var lige det modsatte der skulle til. 18/08/17 ér da også en ret pæn dato, hva? ; ) Haha. Nej, baby kommer når baby kommer. Og aller senest en 8 dages tid fra nu.

Alt godt xx

Ps. Erfaringer med ballonkateter modtages med kyshånd. Både de gode og de mindre gode : )

Nå ja, så gik den weekend.. Og i går søndag, ramte jeg min terminsdag… Og nej, stadig ingen baby her i vores arme. Hun hygger sig vist lidt for godt derinde..

En lille kort status: Jeg er 40+1 i dag. Baby er skønnet til omkring 3400 gram og er yderst aktiv i maven. Hovedet ligger helt fast og når jeg går, giver det nogle gevaldige jag dernede. Av.

Jeg selv har taget næsten 14 kilo på! Føler mig som en hval, men jeg klager ikke. Jeg har det rigtig godt, fysisk og mentalt. Får stadig min nattesøvn, kun afbrudt af et par tisseture og kan stadig bevæge mig ubesværet rundt. Gå og cykle. Har ingen smerter og minimalt med væske i kroppen.
Jeg har fået akupunktur fire gange. Både for at modne systemet, men altså også for at minimere væske i kroppen, og jeg synes klart det har hjulpet.
Jeg havde lige et par dage, hvor jeg bestemt ikke kunne passe mine ringe, men efter en omgang akupunktur kom forlovelses og vielsesring altså på igen, og de sidder her endnu. Dejligt.

Jeg har ingen tegn på snarlig fødsel synes jeg. Dog har de sidste par dage været præget af lidt flere plukkeveer end normalt + murrende mens-lignende smerter. Så mon ikke der alligevel er noget under opsejling. Fingers crossed.

Jeg gør mig mange tanker om fødslen, og er virkelig begyndt at glæde mig. Ikke bare til at møde hende, men faktisk også til selve oplevelsen. Er det skørt? Det vil kun tiden vise, haha.

På torsdag har jeg en tid hos min jordemoder, hvor jeg ved at vi skal snakke om igangsættelse, såfremt jeg stadig er gravid 41+4. Jeg er faktisk helt vildt nervøs for at det ender med en igangsættelse. Jeg tror det da ikke, men på en måde kunne det bare lige passe, nu Saxo kom 15 dage før og fordi jeg altid har været sådan helt overlegen “JEG er i hvert fald typen, der ikke går over tid” ; )

Så ja, jeg frygter lidt igangsættelse. Og så frygter jeg at det skulle ende med et akut kejsersnit, grundet mit ar i livmoderen. Der er jo en risiko for bristning og lægerne tager ingen chancer. Så såfremt der ikke er fremgang i fødslen hele tiden laver de altså et kejsersnit.

Jeg håber sådan på en fin oplevelse og en helt normal vaginal fødsel, der går godt. Men jeg tror det er sindssygt vigtigt ikke at sætte mig for meget op til noget bestemt. Men i stedet at være omstillingsparat. Ingen kan jo forudse hvordan en fødsel forløber. Og i sidste ende er det aller vigtigste for mig, for os, at hun kommer ud i god behold. Vaginalt eller kejsersnit, selvfølgelig.

I dag er det mandag og jeg er egentlig rigtig glad og klar til ugen, med fornyet energi efter en god nats søvn.
Sådan føles det lige nu, men måske jeg har det helt anderledes i aften ; )
Det skifter godt nok meget. Så er jeg energisk og super positiv, så er jeg træt, tung og bitter… Det er simpelthen en lidt underlig tid den her “søde ventetid”. Super overvurderet, synes jeg..

Og jeg har jo aldrig prøvet det før. Som I ved kom Saxo 15 dage før termin. Og som førstegangsfødende får man jo at vide, at man skal regne med at gå over tid. Så nåede jo aldrig til dette utålmodige stadie. Det er helt nyt for mig. Måske det i virkeligheden er meget sundt? Jeg kan godt lide idéen om, at der er ting vi simpelthen bare ikke kan styre. Såsom hvornår en fødsel går i gang. Alligevel ville det dog være dejligt, om man kunne kigge bare lidt ind i fremtiden. I ved..

Men det er jo umuligt. Og nu er det som sagt mandag. Så lad os få det bedste ud af dagen.
Min (næsten) altid glade dreng sov til klokken 8.00. Solen skinner fra en (næsten) skyfri himmel, og varmede mit ansigt og krop, som jeg gik hjem af Gl. Kongevej efter en hyggelig aflevering i børnehaven. Min mand har lige skrevet den sødeste sms til mig. Jeg har handlet ind til lidt god frokost, og så tror jeg sgu det er i dag, hvor jeg får bugt med de skabe. De skal sorteres og ordnes.

Senere har Saxo og jeg en lege-date med kvinden, min veninde, bag sejeste BoefBoef (og hendes søn selvfølgelig). Og Saxo trænger til en seriøs opgradering af garderoben. Mest bare basics. Bukser og langærmede, til når efteråret rigtig sætter ind. Så jeg tænker at shoppe lidt hos hende, mens jeg er alligevel er der. Er faldet for dette brand. Så fine ting synes jeg : )

Alt godt her. Og nu vil jeg løbe igen.

Hav en skøn skøn dag x

Ej nej nej af hjertet tak for alle jeres kommentarer til mine tanker omkring ks eller vaginal fødsel.

Muligvis er jeg ekstra hormonel og alt det der, men jeg måtte knibe en tåre flere gange som jeg læste og trykkede godkend til jeres svar. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. En masse løftede pegefingre, fra folk der ikke kunne forstå hvor jeg kom fra måske. Men nix. I stedet fik jeg en masse god support. Det er søster-solidaritet er det.  I er gode <3

Og det bedste af det hele er, at jeg bl.a ved at læse om alle jeres fantastiske fødsler blev fuldkommen klar over, at jeg selvfølgelig giver det med fødslen et skud.

Ingen kan spå om hvordan min fødsel bliver. Om den bliver lige så fin og fantastisk som mange af jeres lod til at have været.

Men det er i grunden også ligemeget. Det vigtigste er, at jeg oprigtigt har lyst til at tage udfordringen op. Lyst til at få oplevelsen med. Og jeg tror på, at det rent faktisk kan blive en dejlig oplevelse. At min krop kan, til trods for at jeg mentalt ikke har forberedt mig så længe, og højest sandsynligt ikke når noget fødselsforberedelse.

Så i dag da vi var til scanning på Herlev, og blev klar over, at baby stadig ligger med hovedet ned, aflyste vi kejsersnittet næste fredag.

Og nu er der bare at vente. Jeg er jo kun i uge 38 (37+4), så i princippet kan the waiting game vare rigtig rigtig længe endnu, haha. Og dét gruer jeg altså for. Jeg er sikker på, at har jeg ikke født inden næste fredag (hvilket er temmelig sandsynligt at jeg ikke har), bliver jeg rigtig bitter, haha.

Nok har jeg det udemærket, men jeg er komplet færdig med at være gravid nu. Jeg kan mærke at jeg går mere og mere ind i mig selv, og jeg har virkelig lyst til at begrænse al social aktivitet.

Så derfor: Kryds fingre for at den fødsel går i gang snart, ikke?. For min skyld kunne det være i dag.

Og en helt anden ting. For første gang nogensinde bongede jeg ud på sukker i urinen : ( +3 sgu. Så nu skal jeg til glukosebelastning (!) Frygter det virkelig, da jeg er super sensitiv hvad angår sådan noget. Er stensikker på jeg kaster op eller får det virkelig dårligt undervejs. Har I prøvet det?
Det hylede mig altså temmelig meget ud at få den besked. Hvad søren betyder det? Det har jeg ikke helt forstået endnu tror jeg. Æv!

Nå, hav den dejligste torsdag aften søde læsere. Vi er hjemme igen på Frederiksberg. Og nu skal vi absolut ingen steder før jeg har født. Jeg har tænkt mig at være super asocial og bruge mine dage på virkelig at få slappet af og ladet op. Måske øve mig på vejrtrækningen og se lidt fødsels-videoer. Jeg glæder mig!! : )

^^^ Billede fra dagens morgengåtur i smukke og rå Kikhavn.

Egentlig havde jeg slet ikke tænkt mig at dele følgende med jer. I det mindste ikke før jeg selv havde truffet min beslutning. Men det kribler i mig for at få skrevet mine tanker ned og ud. Så nu bliver det sådan : )

Oh my freaking god.

De af jer der har fulgt med herinde ved, at lillesøster i maven har ligget i UK, med hovedet op og numsen ned, ved samtlige scanninger i 2. og 3. trimester. Saxo lå også i UK og derfor fik jeg med ham et kejsersnit, dengang for 3,5 år siden.

For tre uger siden, da jeg var 34 something uger henne, lå baby stadig i UK og jeg fik derfor en dato for det planlagte kejsersnit. D. 4 august i øvrigt (9 dage før min termin).

Jeg har været fuldkommen stensikker på, at hun jo selvfølgelig ikke vendte sig – det gjorde Saxo jo heller ikke. Jeg ved jo godt at det jo siges, at babyer kan vende sig længe, jeg har simpelthen bare haft en fornemmelse der sagde mig at hun blev liggende hvor hun lå. Derudover har jeg da været overbevist om, at vendte hun sig, ville jeg kunne mærke det. Men nej. Jeg har taget fejl og jeg kan åbenbart overhovedet ikke selv mærke forskel på et hovede og en numse. Tssskk, jeg der troede jeg var ekspert efterhånden. Det er vist godt at jeg ikke er jordemoder ; )

For i torsdags var vi til scanning på Herlev Hospital.  Og tror I da så ikke at damen har vendt sig? Og ligger med hovedet ned, klar til at blive født den naturlige vej (dog ikke fast endnu, så i princippet kan hun vende sig tilbage til uk igen)

Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde.

Sådan har jeg det stadig. Og jeg ved godt at det for mange er svært at sætte sig ind i, at man har lyst til at græde over at ens baby vender den “rigtige” vej.

Men jeg er vist bare lidt i chok. Det kan vel sammenlignes med, at man i mange mange måneder har har forberedt sig på en naturlig fødsel og pludselig skal sætte sig op til et kejsersnit. Her er det bare omvendt.

Da jeg blev gravid tilbage i december håbede jeg oprigtigt på, at baby ville ligge så jeg kunne få lov at prøve at føde naturligt. Ikke fordi jeg ikke ville have et ks, for det var verdens bedste oplevelse sidst, men fordi jeg gerne ville have oplevelsen. Give mig selv den udfordring jeg forestiller mig det virkelig er at føde et barn den vej.

Og det vil jeg stadig gerne, men det føles bare lidt mærkeligt. At have sat sig op til et ks de sidste mange måneder. At have haft denne slutdato, som er lige om hjørnet.

Jeg tror de fleste højgravide kan genkende følelsen af utålmodighed. For mit vedkommende er jeg mentalt så færdig med at være gravid nu. Og bare tanken om, at jeg i princippet kan gå 12 dage over tid, giver mig lyst til at sætte mig ned og græde. Ynkeligt, men sandt.

Lægen på Herlev Hospital har sagt, at det udelukkende er min beslutning, om jeg vil beholde min tid til ks i næste uge. Eller om jeg vil aflyse og vente på at fødslen går i gang af sig selv. Både fordi hun kunne se på mig, at jeg virkelig var i chok, haha. Og vel også fordi, at en fødsel efter et ks også har risici. F.eks kan arret briste under veerne – noget som var meget tæt på at ske for min veninde. Hun endte med et akut ks.

Lige nu hælder jeg til selv at føde, for ligesom at jeg havde det sådan, at der var en mening med at Saxo lå i UK, og at jeg ikke havde lyst til at gå ind og ‘rode ved det’ feks med vendingsforsøg, har jeg det nu også sådan, at der må være en mening med at hun har vendt sig. Og så skal jeg som det mindste give det et forsøg. Og jeg er så bange for at komme til at fortryde, hvis blot jeg vælger kejsersnittet.

Men åhhh hvor skal mit hovede og min krop lige omstille sig, kan jeg godt mærke.

Der er så mange tanker, så mange følelser og pludselig, selvom jeg egentlig altid har haft en ro omkring det at føde og en tro på, at det er vi jo ligesom skabt til (selvom jeg godt ved at langt fra alle kan), bliver jeg nervøs for, om jeg overhovedet kan føde. Er jeg sådan en, der kan det? Haha. Jeg har jo slet ikke forberedt mig

Tænk hvis jeg fravælger et stille og roligt planlagt kejsersnit, for en traumatisk fødsel, der måske ender i et akut kejsersnit anyway.

Men tænk hvis jeg får en fantastisk fødsel og føler mig som den stærkeste og sejeste kvinde bagefter. For de findes, ikke? De fantastiske fødsler. Eller det i virkeligheden bare opreklameret, med sådan en fødsel? Ja jeg har jo ikke prøvet det…

Ville bare virkelig ønske, at det her ikke var et valg jeg selv skulle tage. Altså at hun enten hele tiden havde ligget normalt eller at hun bare var blevet liggende i uk. Eller at lægen havde sagt at hun virkelig virkelig ville råde mig til at føde. Eller det modsatte. Suk.

Er der nogen der har nogle rare fødselsoplevelser I vil dele? Måske endda en god fødselsoplevelse der “slog” oplevelsen af kejsersnit..

Og og…. Fødselsforberedelse. Findes der et lyn-kursus I kan anbefale mig? Tænker et man måske kan få overstået på en enkel dag. Eller er det overhovedet nødvendigt?

God søndag formiddag, venner. Jeg har endelig ramt uge 38 – en stor uge, for nu er baby nemlig færdigbagt, og skulle jeg føde er det indenfor normalen, altså hedder det ikke “for tidligt født”. Lidt af en milepæl.
Den kære Saxo valgte jo at komme om 6 dage fra nu (mit vand gik 37+6) og derfor er jeg selvfølgelig spændt på, om det samme kunne gøre sig gældende denne gang. Som andengangs-gravid, vil man nok ikke kunne lade være at tænke tanken, altså om man føder på samme tidspunkt anden gang, selvom de færreste vel egentlig gør det. Hvornår fødte jer med to eller flere børn 1. vs 2. gang?

Skulle mit vand igen gå om 6 dage skal jeg være ærlig og sige, at det ville passe mig SÅ godt. Det er ikke fordi jeg synes jeg er specielt besværet egentlig – ja faktisk er det som om, at jeg har fået det bedre den seneste uge. I går var jeg ude at gå en lang tur, det fik fint og jeg havde ingen smerter under eller efterfølgende. Men altså jeg synes jo bare, at jeg har været gravid rigtig længe nu. Og jeg glæder mig til at alle de ting jeg kan gøre, når baby er ude. Små ting som at barbere mine ben, uden at behøve at sætte mig ned i badet for derefter at kæmpe en brav kamp for at komme op igen, haha. Eller bare samle ting op fra gulvet helt ubesværet.

Og så glæder jeg mig jo mest af alt bare til at møde hende og starte vores liv som en familie på fire. Det er klart.

Jeg føler dog ikke at der er noget særligt igang, og jeg har minimalt med plukkeveer, men altså, da vandet gik med Saxo var det fuldstændig uden nogen form for varsel, så jeg har helt bestemt stadig et håb. Jeg havde vitterligt ingen tegn på, at noget skulle være i gære. Havde endda været til jordmoder samme morgen, og hun sagde at der ville gå laaaang tid. Right ; )
Ud over jordmoderbesøg havde jeg også været ret aktiv den dag. Cyklet og gået meget, været på shopping for at købe de sidste ting til hospitalstasken, båret poser hjem, lavet mad (en god og stærk indisk ret) og da jeg så lagde mig i min seng om aftenen for at sove, slam, så gik vandet.
Så i disse dage prøver jeg egentlig bare på at forholde mig aktiv.

I torsdags var jeg til jordemoder. Og hun skønnede baby til at veje 2900 gram. Det er vist en lille smule over gennemsnit. Jeg giver ikke så meget for de skøn, og er også fuldkommen ligeglad med om baby vejer det ene eller det andet – så længe det ikke er alt for småt eller alt for stort selvfølgelig – men ud fra størrelsen på min mave, bliver jeg virkelig ikke overrasket, hvis der kommer en kæmpe-baby ud ; ) Min mave ér virkelig stor. Det er ikke kun mig der synes det, for folk bliver stadig ved at kommentere “guuud hvor er du stor, du var da slet ikke så stor med Saxo, vel”? Og jeg synes stadig det er ret upassende, men oh well, de har vist ret ; )

Stor eller ej, jeg synes selv jeg er en pretty hot mama med min store mave, og jeg er faktisk sådan lidt vild med den kan jeg mærke. Går rundt og kigger på den og aer den hele tiden.
Jeg har taget 12 kilo på nu, hvilket vist bare er ganske fint. Mine kinder er blevet runde, mine læber er konstant lidt hævede, men jeg har ingen strækmærker erhvervet mig, hvilket er lidt vildt taget mavestørrelsen i betragtning : D Jeg må have noget stretchy hud. Hmm.

Jeg føler vi er så klar som vi kan blive nu. Mangler lige at få vores vugge hjem, men til den helt første tid har vi en babynest hvor hun skal sove, så der er ikke rigtig stress med vuggen egentlig.

Så er der vist ikke så meget mere at sige. Du kan bare komme, baby <3