Fødselsberetning: Isoldes vej til verden

skaermbillede-2017-09-14-kl-11-44-42-copy

Søndag d. 20 august 2017. Jeg er 41+0 og ekstremt utålmodig efter at møde vores lille pige. Jeg har ingen tegn haft på snarlig fødsel og er begyndt at frygte, at hun aldrig vil ud.

Men samme aften går jeg alligevel i seng med en stærk følelse af, at der godt kunne ske noget i løbet af natten.

Og rigtigt nok. Klokken 03.00 vågner jeg og skal tisse. Da jeg rejser mig fra sengen bliver der vådt i mine trusser, og jeg er ikke i tvivl om, at mit vand er ved at gå. Jeg får tisset og går igen ind i soveværelset. Nu går vandet med et kæmpe plask. Jeg skynder mig ud på toilettet igen og finder mine ny-indkøbte gigantiske bind frem, men vandet gennemvæder det på nul komma fem. På med endnu et bind, og endnu et.
Jeg får vækket Casper og ringer derefter ind til fødegangen. Fordi jeg tidligere har fået et kejsersnit er der en lille bitte risiko for, at mit ar kan briste under veerne, og derfor vil de på fødegangen gerne have at vi kommer ind når det er muligt.

Hverken Casper eller jeg kan sove videre nu, og rykker i stedet ind på sofaen med vores dyner. Her snakker vi og spiser lidt morgenmad.
Jeg er lykkelig over at min krop selv er gået i fødsel, og spændt ved tanken om, at vi nu skal møde vores baby snart.

Da klokken bliver 06.00 stikker jeg hovedet ind til mine forældre, der er vores naboer, og fortæller dem hvordan landet ligger. På forhånd har vi aftalt, at når jeg går i fødsel skal de passe Saxo.

Klokken ca 08.00 kysser vi Saxo og min mor farvel og tager en taxa til Herlev Hospital. Vores egen bil er på værksted (så typisk, nu man rent faktisk skal bruge den, haha).

På fødegangen bliver vi, efter lidt ventetid, vist ind i et rum, så jeg kan blive undersøgt. Jeg har på dette tidspunkt hverken smertefulde eller regelmæssige veer – men de er dog til stede.

Jordemoderen der undersøger mig kan konstatere, at jeg endnu ikke har åbnet mig, og fortæller mig, at vi skal snakke igangsættelse inden længe. Årsagen til dette er, at efter vandafgang, ser man helst at baby er ude indenfor max 24 timer. Og da mit fostervand tilmed er lysegult tangerende til det lysegrønne (det kan det sagtens være uden at det betyder at baby er stresset i øvrigt), ser de gerne at jeg bliver sat i gang med et vestimulerende drop (et såkaldt S-drop).

Tanken om droppet både stresser mig og gør mig nervøs, da jeg ved at de kunstige veer kan være hårde ved livmoderen, og i værste (dog yderst sjældne) tilfælde forårsagde ruptur af mit ar i livmoderen.

Allerede her kan jeg mærke, at jeg mister modet lidt, og især mister jeg troen på, at jeg har styr på denne fødsel. Desværre. Det lyder måske fjollet i nogens ører, men i momentet betød det meget for mig og min følelse af at kunne selv, at undgå det drop.

Omkring klokken 16.00, efter jeg ihærdigt har forsøgt at få gang i ordentlige veer, hvilket er lidt svært når man 1, ved man skal og 2, er låst fast til en seng i et koldt sterilt rum med alverdens ting spændt om maven, får vi tildelt en fødestue.

Her møder vi vores jordemoder. En sød kvinde på alder med mig selv. Hun er helt nyuddannet og virker, ligesom jeg, ikke super tryg ved situationen – altså mig med mit tidligere kejsersnit og nu også semi-grønt fostervand.

To utrygge var set i bakspejlet nok ikke verdens bedste kombi, og en masse ting sker/sker ikke.. Jeg vil undgå at komme ind på konkrete ting, men det bliver meget tydeligt for os, at fødegangen virkelig er præget af travlhed og Casper og jeg føler os ikke trygge ved situationen på nogen måde. Vi føler ikke at vores bekymringer bliver tager alvorligt eller at vores spørgsmål bliver ordentligt besvaret.

Droppet kan vi ikke komme udenom, da min veer, efter denne omgang, stort set er gået i sig selv. Øv.
Det bliver givet klokken 17.30 og nu er jeg for alvor bundet til sengen. Jeg må gerne gå ud at tisse, men det bliver med droppet og alle de andre ledninger som min følgesvend. Det føles meget unaturligt for mig.

Til at starte med går det godt. Veerne bliver stærkere og stærkere og de gør meget ondt, men jeg kan fint være i dem. Jeg bruger min helt egen slags vejrtrækning, som hverken er de helt dybe træk eller den overfladiske laboro, og her efterfølgende har jeg tænkt, at det på en måde var lidt spild af tid sådan at øve vejrtrækningen i graviditeten. Når de stærke veer tager fat, går man ind i sig selv, kroppen tager over og gør det der føles bedst for en – og ikke det man evt. har øvet derhjemme.

På et tidspunkt bliver droppet skruet op for aller højeste blus. Jeg får vestorm og har 6 ekstremt smertefulde veer per 10 minutter. Det er næsten uudholdeligt, men tanken om, at vi møder vores baby snart giver mig overskud til at komme gennem veerne. Sådan bliver vi ved i mere end to timer.

Og så er det endelig tid til at blive undersøgt. Jeg tænker selv, at der må være sket en hel del, efter ca fire timer med drop og mange sindssyge veer. Min jordemoder undersøger mig, men det volder hende problemer og hun må (igen igen) kalde efter andres hjælp.
En ældre og mere garvet jordemoder kommer ind, og kan hurtigt konstatere, at jeg ikke er meget mere end 1 cm åben!? Her går jeg så lidt i sort, da det simpelthen ikke giver mening for mig, at jeg ikke har åbnet mig mere, efter alle de ekstremt smertefulde veer. Med Saxo åbnede jeg mig 4-5 cm med hvad der føltes som plukkeveer. Easy peasy. Bare ærgerligt at han lå omvendt og jeg ikke behøvede at åbne mig dengang, heh.
Den garvede jordemoder vil lige prøve at se, om hun ikke kan løsne lidt op med sine fingre. Imens får jeg en ve og beder hende tage sine fingre, der er oppe i mig, ud med det samme, da det er alt alt for smertefuldt for mig. Hun lytter ikke på mig og bliver ved med at rode rundt “jeg skal bare liiiiige”. Nej du skal ej, og først da jeg decideret skriger “det er et overgreeeeeb” – og sådan føltes det vitterligt, trækker hun sig til tilbage. Jeg er rasende.

Tydeligvis skal der ske noget, for droppet virker ikke efter planen. Jordemoder foreslår en epidural, så jeg kan få en pause, og jeg takker meget hurtigt ja og anæstesilæge (en ung og meget pæn mand) bliver tilkaldt. Her er klokken 22.00.

Jeg mærker ikke at epiduralen bliver lagt, det gør man ikke når veerne er så vilde, til gengæld er der ingen tvivl, da den gør sit indtog i min krop. Sikke en lettelse at blive fri for vestormen.
Epiduralen virker så godt, at jeg rent faktisk ikke mærker noget som helst. Og selvom det bestemt føles godt efter crazy veer, er det også en meget underlig følelse. Jeg kan se på min lille skærm, at jeg har veer, og mange af dem, men jeg kan simpelthen ikke mærke dem.

De næste timer går med at få slappet af og få sovet, jeg er træt med træt på og pausen gør godt.
Epiduralen gør at jeg endelig åbner mig. Hurra! Omkring klokken 03.00 er jeg i aktiv fødsel og bare to timer senere, har jeg åbnet mig til de famøse 10 cm. Der bliver skruet ned for epiduralen og op for droppet, så mine veer igen begynder at kunne mærkes. Klokken 06.30 starter min pressefase, som  er yderst smertefuld – og slet ikke føles som den forløsning mange taler om.

Tirsdag d. 22 august klokken 07.36 presser jeg verdens dejligste baby på 3845 gram ud og jeg er LYKKELIG og lettet.
Hun er SÅ smuk og helt perfekt og hun har haft det som blommen i et æg under hele forløbet. Scorer top point på apgar score og finder straks mit bryst og begynder at sutte.

Moderkagen kommer ud uden problemer, og så skal der syes, da jeg er bristet. En mild grad 2 bristning. Det mærker jeg dog ikke meget til i momentet – er bare lykkelig for at Isolde er hos os og at jeg klarede den.

Fordi der gik mere end 18 timer fra vandafgang til fødsel, er der en risiko for at baby kan få en infektion. Derfor skal vi blive en nat på hospitalet, selvom vi aller helst ville være taget hjem samme dag <3

skaermbillede-2017-09-14-kl-11-46-23-copy


Selvom min fødsel jo på papiret gik godt, så var den for mig og Casper, ikke den bedste oplevelse.
Vi følte os ikke taget ordentligt hånd om, eller lyttet til, og tanker om den lille risiko for bristning af mit ar, fyldte desværre rigtig meget undervejs.
Jeg var utryg ved at få et vedrop – og selvom jeg vidste, at jeg blev holdt godt øje med, kunne jeg ikke mærke det. Jeg følte i høj grad, at jeg selv skulle mærke efter, om jeg nu fik smerter i arret (det kan indikere at en livmoder er ved at briste), men det er sgu svært under en vestorm hvor ALT ligesom gør ondt. Derudover følte jeg det lige så utrygt, at få epiduralen, da den gjorde, at jeg ikke kunne mærke noget som helst. Så hvordan skulle jeg kunne mærke, om det ar ville briste. Kan I følge mig?

Det var tydeligt at fødegangen var præget af travlhed, f.eks var der jordemoder-skift 15 minutter før Isolde var ude. Det betød, at jeg skulle hilse på og forholde mig til en helt ny jordemoder midt i mine presseveer. Jeg bad jordemoderen om hun ikke nok ville blive, og til det svarede hun, at hun var vikar og dermed for dyr. Jeg forstår at det er kårene på fødegangene og hospitalerne i øjeblikket, men det gjorde det ikke nemmere at være i synes jeg.

Jeg fortyder slet ikke, at jeg ikke valgte kejsersnittet, selvom jeg havde muligheden. Jeg er glad for, at jeg valgte at føde vaginalt, men ked af både de travle omstændigheder og min egen indstilling til det hele. Jeg ville så gerne have været mere positiv undervejs, men jeg kunne ikke finde kampgejsten og så fødslen som noget der bare skulle overstås.

Jeg ved med 100% sikkerhed, at hvis jeg en dag skal føde igen, finder jeg mig en privat jordemoder, en som jeg stoler på og er tryg ved, der simpelthen kan tage med os på hospitalet og være med hele vejen igennem – og forhåbentlig sørge for, at jeg og Casper får en bedre oplevelse <3

img_4646

Status

img_9246

Kender I det, når man bare har en lidt dum dag? Sådan en havde vi i går. Først stod den på begravelse – og selvom det var af sådan en slags, hvor døden hverken kunne eller skulle undgåes, er det jo aldrig sjovt.

Dernæst en tid hos min jordemoder. Den sidste. Desværre havde hun ombooket mig (uden at jeg havde fået besked), så C og jeg endte med at sidde og vente i halvanden time, før vi fik lov at komme ind til en anden.
Jordemoderen tjekkede mig indvendigt, og selvom jeg var meget blød, havde jeg altså ikke åbnet mig en millimeter, så hindeløsning var umuligt. Og det havde jeg selvfølgelig håbet på, kunne lade sig gøre.
Så snakkede vi igangsættelse og jeg fik en tid. Dvs. hvis fødslen ikke går i gang af sig selv inden (fingers crossed for at den gør)!! skal vi møde op på Herlev Hospital fredag d. 25 august klokken 19:00. Her skal jeg, såfremt jeg stadig ikke har åbnet mig, have lagt et ballonkateter, overnatte på hospitalet og håbe på at det virker efter hensigten, således at de kan tage vandet lørdag morgen.

Ballonkateter er jo en temmelig naturlig måde at sætte fødslen i gang på, men jeg vil stadig rigtig gerne undgå det. Og det stresser mig lidt kan jeg godt mærke. Stresser mig at min krop nu kun har 7 dage til at tage sig sammen og gå i fødsel. Og ja, jeg måtte altså knibe en lille bitte tåre efter jordemoderbesøg, for det kom på en eller anden måde bare så tæt på, med sådan en dato for igangsættelse.

Der er en del følelser i det. For mig er det ikke engang længere ventetiden. Nu har jeg været gravid i 9 måneder, så en uge fra eller til er faktisk fuldkommen ligegyldig, og jeg har det jo fortsat godt i min krop, selvom jeg ér stor og tung, og selvom at alle folk gerne ynder at kommentere på det. Har i øvrigt lagt mærke til at kvinder (for det meste) er søde til at kommentere noget ala “hvor ser du smuk ud”, mens mænd er virkelig ringe og slet ikke ved hvad de skal sige. Hvad med ingenting, makker? ; ) I sidste uge åbnede jeg døren for en håndværker. Han sagde til mig “ej hvor er du tyk” og intet andet. TAK MAND. Haha. Og i går fik jeg også at vide, af en mand, at jeg havde en den største navle han nogensinde havde set (!). Tak tak, eller noget..

Men nej, for mig, lige nu er det idéen om, at det (måske) føles unaturligt at blive sat i gang. Om man måske stoler lidt mindre på at kroppen “kan”, når den har fået hjælp og skub af læger. Og så også, at jeg har fået presset ned over hovedet at en fødsel efter et kejsersnit hele tiden skal være i fremgang – ellers tøver de ikke med at lave et kejsersnit. Sådan som jeg tolker det betyder det at min krop bare skal være super dygtig, selv formå at skabe gode kraftfulde veer, der hele tiden rykker osv. Og ellers er der no mercy og så bliver det et kejsersnit. Jeg ved ikke om det reelt foregår sådan. Men jeg ved at jeg virkelig virkelig har lyst til at undgå et kejsersnit og føde mit barn selv, det må jeg indrømme.
Og slutteligt er der egentlig også bekymringer i forhold til baby. Man ved jo at der er en grund til at de sætter i gang – fordi der er risiko for at moderkage sætter ud. Og i går blev der postet en ubærlig historie i min terminsgruppe på Facebook. En mor der havde mistet i uge 39+. Det er mit værste mareridt. Og jeg ved godt at det sker sjældent. Men det sker jo.

Nå. Ikke flere Emilie-tanker lige nu. Jeg KAN jo sagtens nå at gå i gang selv, I know. Så lad os satse på det, og hvis ikke går det også nok. Ud skal hun nok komme  – og det er uden tvivl det vigtigste.

I går da vi kom ud fra jordemoder og ned til vores bil, var det ene hjul i øvrigt fladt. Så vi måtte gå hele vejen hjem fra Frederiksberg Hospital. Det er en pæn tur, altså når man er højgravid.. Det betyder også, at skulle fødslen gå i gang her i weekenden, har vi ingen bil. Godt der findes taxaer, men stadigvæk, ikke?

Alt gik ligesom bare lidt skævt i går. I dag er so far lidt mere rolig og rar. Jeg har vitterligt rendt rund de sidste mange dage. Så i dag er min plan at slappe så meget af som muligt. Saxo er sammen med oldemor. De returnerer først til Disney Sjov i aften og C har møder dagen lang.
Jeg er alene i min sofa og her bliver jeg. Og eftersom det at være aktiv ikke lader til at sætte min fødsel i gang det mindste, kunne det jo være at det var lige det modsatte der skulle til. 18/08/17 ér da også en ret pæn dato, hva? ; ) Haha. Nej, baby kommer når baby kommer. Og aller senest en 8 dages tid fra nu.

Alt godt xx

Ps. Erfaringer med ballonkateter modtages med kyshånd. Både de gode og de mindre gode : )

40+0

img_9112

Nå ja, så gik den weekend.. Og i går søndag, ramte jeg min terminsdag… Og nej, stadig ingen baby her i vores arme. Hun hygger sig vist lidt for godt derinde..

En lille kort status: Jeg er 40+1 i dag. Baby er skønnet til omkring 3400 gram og er yderst aktiv i maven. Hovedet ligger helt fast og når jeg går, giver det nogle gevaldige jag dernede. Av.

Jeg selv har taget næsten 14 kilo på! Føler mig som en hval, men jeg klager ikke. Jeg har det rigtig godt, fysisk og mentalt. Får stadig min nattesøvn, kun afbrudt af et par tisseture og kan stadig bevæge mig ubesværet rundt. Gå og cykle. Har ingen smerter og minimalt med væske i kroppen.
Jeg har fået akupunktur fire gange. Både for at modne systemet, men altså også for at minimere væske i kroppen, og jeg synes klart det har hjulpet.
Jeg havde lige et par dage, hvor jeg bestemt ikke kunne passe mine ringe, men efter en omgang akupunktur kom forlovelses og vielsesring altså på igen, og de sidder her endnu. Dejligt.

Jeg har ingen tegn på snarlig fødsel synes jeg. Dog har de sidste par dage været præget af lidt flere plukkeveer end normalt + murrende mens-lignende smerter. Så mon ikke der alligevel er noget under opsejling. Fingers crossed.

Jeg gør mig mange tanker om fødslen, og er virkelig begyndt at glæde mig. Ikke bare til at møde hende, men faktisk også til selve oplevelsen. Er det skørt? Det vil kun tiden vise, haha.

På torsdag har jeg en tid hos min jordemoder, hvor jeg ved at vi skal snakke om igangsættelse, såfremt jeg stadig er gravid 41+4. Jeg er faktisk helt vildt nervøs for at det ender med en igangsættelse. Jeg tror det da ikke, men på en måde kunne det bare lige passe, nu Saxo kom 15 dage før og fordi jeg altid har været sådan helt overlegen “JEG er i hvert fald typen, der ikke går over tid” ; )

Så ja, jeg frygter lidt igangsættelse. Og så frygter jeg at det skulle ende med et akut kejsersnit, grundet mit ar i livmoderen. Der er jo en risiko for bristning og lægerne tager ingen chancer. Så såfremt der ikke er fremgang i fødslen hele tiden laver de altså et kejsersnit.

Jeg håber sådan på en fin oplevelse og en helt normal vaginal fødsel, der går godt. Men jeg tror det er sindssygt vigtigt ikke at sætte mig for meget op til noget bestemt. Men i stedet at være omstillingsparat. Ingen kan jo forudse hvordan en fødsel forløber. Og i sidste ende er det aller vigtigste for mig, for os, at hun kommer ud i god behold. Vaginalt eller kejsersnit, selvfølgelig.


I dag er det mandag og jeg er egentlig rigtig glad og klar til ugen, med fornyet energi efter en god nats søvn.
Sådan føles det lige nu, men måske jeg har det helt anderledes i aften ; )
Det skifter godt nok meget. Så er jeg energisk og super positiv, så er jeg træt, tung og bitter… Det er simpelthen en lidt underlig tid den her “søde ventetid”. Super overvurderet, synes jeg..

Og jeg har jo aldrig prøvet det før. Som I ved kom Saxo 15 dage før termin. Og som førstegangsfødende får man jo at vide, at man skal regne med at gå over tid. Så nåede jo aldrig til dette utålmodige stadie. Det er helt nyt for mig. Måske det i virkeligheden er meget sundt? Jeg kan godt lide idéen om, at der er ting vi simpelthen bare ikke kan styre. Såsom hvornår en fødsel går i gang. Alligevel ville det dog være dejligt, om man kunne kigge bare lidt ind i fremtiden. I ved..

Men det er jo umuligt. Og nu er det som sagt mandag. Så lad os få det bedste ud af dagen.
Min (næsten) altid glade dreng sov til klokken 8.00. Solen skinner fra en (næsten) skyfri himmel, og varmede mit ansigt og krop, som jeg gik hjem af Gl. Kongevej efter en hyggelig aflevering i børnehaven. Min mand har lige skrevet den sødeste sms til mig. Jeg har handlet ind til lidt god frokost, og så tror jeg sgu det er i dag, hvor jeg får bugt med de skabe. De skal sorteres og ordnes.

Senere har Saxo og jeg en lege-date med kvinden, min veninde, bag sejeste BoefBoef (og hendes søn selvfølgelig). Og Saxo trænger til en seriøs opgradering af garderoben. Mest bare basics. Bukser og langærmede, til når efteråret rigtig sætter ind. Så jeg tænker at shoppe lidt hos hende, mens jeg er alligevel er der. Er faldet for dette brand. Så fine ting synes jeg : )

Alt godt her. Og nu vil jeg løbe igen.

Hav en skøn skøn dag x

img_9098

Weekend-mode

Processed with VSCO with hb1 preset

^^^ Nok har jeg fået en smule væske i fingrene, men bare rolig, det står ikke så slemt til som det ligner på billedet her. Hehe ; )

Weekend-mode. Perfekt.

Jeg elsker weekender, og selvom der, lige nu i mit liv, i virkeligheden ikke behøver være den store forskel på hverdage og weekender, så ér der bare forskel alligevel.
Jeg synes at weekender som børnefamilie er for fede. Elsker hvor lykkelig S bliver når både mor og far henter i børnehaven om fredagen, og når han godt ved, at den nu står på total afslapning – med god mad, Disney Sjov og en lille bitte skål slik/dessert eller is. Han sætter så meget pris på det. Det er kært.

Og i går var vist ekstra speciel for ham. Vi havde nemlig lovet ham en gave. En gave fordi han er nu er helt fri af bleen. Jeg synes egentlig at sådan noget er super privat, så vil lade det blive ved det. Dog vil jeg sige en ting: Lad være med at stresse, hvis dit barn ikke er blefri når det rammer “den korrekte alder” og lad for guds skyld være at presse (been there og det virkede selvfølgelig ikke).
Bleen bliver smidt når barnet er klar og når du mindst venter det. Det må blive mit råd for i dag : )

I dag har vi været en tur i svømmehallen, bare os tre. Jeg orkede egentlig ikke, men jeg havde en veninde, hvis fødsel gik i gang efter lige præcis en tur i svømmehallen. Så med det i baghovedet (og selvfølgelig også fordi jeg gerne ville hygge med mine drenge) tog jeg altså med ; )
Og nu er drengene + farmor sendt i Tivoli.

Jeg selv har lige haft besøg af min jordemoder-veninde til en omgang akupunktur. Det skulle jo eftersigende modne og gøre kroppen klar til fødsel. Og ja, som I sikkert ved, er min termin i morgen og præcis som for en uge siden er jeg bare SÅ klar til at få hende ud. Så modn modn modn mig kære nåle. Vil I ikke nok?

Jeg tror min veninde sagde, at jeg har ca 1 cm livmoderhals tilbage. Lad den blive udslettet NU for guds skyld.

Jeg synes hun burde komme på terminsdagen i morgen, er I ikke enige? Alt andet ville være tarveligt. Skal vi ikke aftale at I alle krydser fingre for mig og at veerne starter i aften. Lad os satse på det.

Håber I nyder jeres weekend <3

Ting man (jeg) tænker på, når der er fire dage til termin..

img_0875

Ok. Det kommer nok ikke bag på nogen, at der går mange tanker gennem en gravids hovede, så tæt på terminen. Det gælder også for mig.
Så her har jeg lynhurtigt nedskrevet blot nogle af de tanker jeg har haft på det seneste. Det er ikke tanker jeg har grublet over i længere tid, de fleste blot flygtige, men alligevel har de altså været der (og ja, jeg ved godt, at man ikke kan mase baby i maven, men tanken har åbenbart strejfet mig).

– Om baby nogensinde kommer ud (den er vist klassisk).

– Om en krop altid vil gå i fødsel på et eller andet tidspunkt. Jeg ved godt at man bliver sat i gang senest 12 dage efter termin, hvis fødslen ikke er startet og jeg ved også godt hvorfor man sætter i gang. Men hvad skete der i gamle dage? Var der nogle babyer der simpelthen bare blev inde i maven? Så gik de til selvfølgelig, I know, men kom de ud derefter? Skræmmende tanke.

–  Hvorfor naturen dog ikke er indrettet således, at man føder sine børn på samme tidspunkt i hver graviditet. Se, så havde jeg jo nemlig født for LÆNGST. Strengt..

– Hvorfor jeg mon ikke har flere plukkeveer

– Om jeg kan mase baby om natten når jeg sover

– Om jeg overhovedet kan finde ud af at føde

– Om jeg ender med at gå så meget over tid, at jeg skal sættes igang (please lad det ikke ske).

– Hvordan det mon føles at blive sat i gang med et ballonkateter.

– Om det er sandt at man føder ligesom sin mor. Jeg håber det, eftersom min mor har haft “3 drømmefødsler lige efter bogen”  – hendes eget (liiidt irriterende) udsagn i øvrigt ; )

– Hvor meget baby vejer og om det stemmer overens med jordemoder-skøn.

– Hvordan baby ser ud. Ligner hun Saxo? Har hun hår?

– Om man kan få et angstanfald under en fødsel, eller om kroppen er så meget på arbejde, at den ikke kan fokusere på det.

– Om alt det vi gravide gør for selv at sætte fødslen i gang overhovedet virker bare den mindste smule. Her taler jeg bl.a om akupunktur, zoneterapi, hindbærblad-the, nulring af brystvorer og sex. Har det en reel virkning eller er det kun opfundet, så desperate preggos føler de selv kan være med til at gøre noget?

– Om min fødsel mon starter med vandafgang eller med veer denne gang (vandafgang med Saxo).

– Om amningen går lige så uproblematisk denne gang også

– Om jeg svarer til en første eller andengangsfødende, nu jeg fik kejsersnit sidst, men alligevel nåede at have vandafgang, veer og åbne mig de der 4 cm ish.

– Hvor længe vi mon skal være indlagt på hospitalet efterfølgende

– Om jeg brister down there og om man ligner sig selv dernede efterfølgende. Altså efter lidt tid.

– Om jeg mon vil gøre brug af laboro vejrtrækning under veerne eller om jeg er mere til de dybe og langsomme vejrtrækninger

– Om jeg ender i et kejsersnit pga risiko for bristning af ar

– Hvilke snacks og mad jeg skal pakke i hospitalstasken. Jeg hader at være sulten. Men måske man i virkeligheden slet ikke har tid til at tænke på mad, når først man er i  gang ; )

– Om vi skal tage bilen til hospitalet eller bare en taxa

– Om jeg svinger med den jordemoder jeg nu får

– Om jeg skal pakke min vikle med i hospitalstasken

– Hvilket tøj jeg skal pakke med til mig selv

– Om jeg overhovedet kan passe mit tøj efterfølgende

– Hvor mange kilo der mon ryger sådan lige umiddelbart efter barnet er ude. Barnets vægt, fostervand, moderkage og det er vel det..

– Om min mand vil være en god støtte under fødslen, eller om jeg undervejs egentlig helst vil have han holder sig lidt på afstand

–  Om jeg er god til at håndtere smerte

– Hvordan det rent faktisk føles at føde sit barn og få det lagt på brystet kontra få et kejsersnit

: )