Om ikke at have travlt

fullsizerender

Jeg har i sandhed fundet ud af, hvor hurtigt tiden flyver, når børn er en del af det. Kliché? Jo jo, men seriøst. Saxo bliver fire år om mindre end to måneder. Fire! Og Isen? Jamen jeg har jo lige født hende, eller?

Og selvom Saxo selvfølgelig stadig har brug for sin mor, mig. Så er han bare så godt på vej til at blive stor. Han har sit helt eget univers, interesser og hobbyer, jeg ikke er en del af, gode kammerater, legeaftaler med børn fra børnehaven osv.

Og før vi ved af det kalder skolen, og så tænker jeg, at vi for alvor vil føle, at vi har et stort barn.

Og det er pisse fedt. Virkelig. Jeg elsker udviklingen, at han bliver ældre og mere selvkørende. Jeg elsker, at have et stort og selvstændigt barn.

Det er bare gået så ufatteligt stærkt. Og med den erfaring i mente, betyder det også, at jeg virkelig ikke har travlt med noget som helst omhandlede Isolde.
Jeg har ikke travlt med at begynde på fast føde, stoppe amning, få mig-tid, få hende i tremmeseng, ind på eget værelse, ‘lære hende’ at falde i søvn selv eller lade hende passe af pædagoger i en institution, overhovedet.

For jeg ved nu, at det kommer tids nok og før end man regner med. Det går SÅ stærkt.

Institutionsdelen især, er noget, der fylder mine tanker pt.
Hun skal selvfølgelig gå i samme institution som storebror, og jeg har nu fået talt med dem dernede, om mit ønske, som er, at hun ikke skal starte før hun er halvandet år gammel (og aller helst endnu senere). De satser på, at de kan få hende ind deromkring. Det er jo dejligt. Så det er min foreløbige plan.

Er der noget jeg fortryder her i livet, så er det at jeg sendte Saxo i vuggestue da han var 12 måneder gammel. Før han kunne gå, før han havde et sprog og før han havde en evne til at kunne fastholde et mentalt billede af Casper og jeg når vi var væk.

Jeg fortryder det fordi jeg ved, at det ikke var det bedste vi kunne tilbyde. Jeg fortryder at jeg ikke brugte tiden med ham, da han havde aller mest brug for mig. Og ja, også selvom han altid umiddelbart har trives i sin institution.

Men jeg er fortrøstningsfuld. Han er robust og mega sej, ingen skade er sket.

Men jeg vil selvklart gerne gøre det anderledes med Isolde. Så det er planen. Ingen vuggestue før hun er 18 mdr, mindst. Jeg håber det kan hænge sammen. Jeg er selvstændig, så intet er sikkert. Vi må se til den tid.

Men shit, jeg har mange tanker om det hele.

Mest omkring mit arbejdsliv, som jeg jo elsker. Jeg er heldig at kunne arbejde fra hjemmet. Men kan jeg overhovedet få lavet bare en lille smule med Isolde “på slæb”? Selv nu, hvor hun jo stadig er så lille og hun sover temmelig meget, er det svært for mig at nå noget. Og lets be honest, børn er krævende. Der er gang i den konstant, og det kan være pisse hårdt. Jeg har ikke noget behov for at romantisere livet med småbørn, for uanset hvor elskede de er, ér det også bare virkelig hårdt arbejde.

Jeg må håbe at Isen til den tid gider sove nogle lange lurer, så jeg forhåbentlig kan få lidt tid til at arbejde når hun sover. Og så håber jeg stadig på, at noget familie kan træde til, så jeg måske kan få en-to arbejdsdage om ugen. Det ville være så optimalt. Men det er stadig uvist. Det hele er uvist og helt seriøst, den lette løsning for os allesammen havde været at smide hende i vuggestue når hun fylder et år. Så kunne jeg arbejde, tjene penge og have masser af mig-tid.
Men jeg kan ikke bære det i mit hjerte. Ikke fordi jeg ikke kan undvære hende og har brug for at være sammen med hende 24/7. Sådan er det faktisk ikke. Men jeg vil ikke byde hende institutionslivet så tidligt.

Så for nu er det planen..

Sååå hvis der sidder nogen derude med små børn på alder med Isen, som også satser på at blive hjemme længere tid, så råb lige højt, ikke? Så laver vi da en legestue ; )

Et år uden Anja

Processed with VSCO with hb2 preset

Sidste gang jeg så hende, var til min venindes fødselsdag, en lun sommeraften i 2016. Hun var smuk og højgravid og jeg kan huske at jeg tænkte hun strålede. Tog mig selv i at blive en lille smule misundelig på maven, men i september skulle Casper og jeg jo giftes, så babymaking måtte altså lige vente et par måneder.
Hun ventede en dreng og jeg fortalte hende, hvor fedt det var med sådan en. Fablede om Saxo, som jeg altid gør, og sagde noget i stil med, at det var det bedste i verden at blive mor og at hun havde noget fantastisk i vente.

Hun hed Anja. Anja var en gammel veninde fra en herlig teenage-tid. Vi voksede op i samme nabolag og havde nogle virkelig sjove år sammen, fuld af fest og farver. De sidste mange år har jeg dog kun set hende sporadisk gennem min gode veninde – en af Anjas bedste veninder.

Anja blev mor til Alfred i efteråret 2016. Men kun 17 dage efter, sprang hun ud fra rundetårn. Hun var blevet ramt af en fødselspsykose.

Søde, empatiske, sjove og helt igennem skønne Anja. Ingen havde forudset det. Ikke at man kan forudse sådan noget hos nogen. Men ja, slet ikke hende da.

I lørdags lyttede jeg til dokumentaren “Et år uden Anja” hvor Alfreds far fortæller historien. Jeg lyttede med, tudbrølende med Casper ved min side. Den ramte mig hårdt og sidder stadig i mig endnu.
Jeg har ikke skrevet noget om Anjas død på bloggen, før i dag. Jeg har ikke følt, at det var noget jeg burde kommentere på herinde. Men med dokumentaren online, og i øvrigt med Anjas aller bedste veninders go, synes jeg alligevel at det skulle deles. Fordi psykiske lidelser desværre stadig er meget tabuiseret, og det er fandme dumt, nu så mange mennesker kæmper.

Jeg har ikke selv været ramt af en efterfødselsreaktion eller depression.

Med Saxo var min graviditet fuld af bekymring og de fleste nætter, lå jeg vågen og fik minimalt med søvn. Min bekymring gik ikke på, om jeg ville være en god mor, men om Saxo i min mave overhovedet ville komme ud levende. Jeg var SÅ bange for, at noget skulle gå galt derinde. Og det føltes grænseoverskridende, at jeg ikke var i kontrol. Jeg kunne jo ikke kigge ind i maven og se, om han havde det godt.
Min læge har efterfølgende fortalt mig, at han på et tidspunkt var nervøs for, om jeg ville være en af de kvinder, der kunne udvikle en reaktion/depression.
Men det skete altså ikke. Da jeg fødte Saxo blev jeg stærkere og lykkeligere end nogensinde.

Denne gang med Isolde havde jeg en bekymringsfri graviditet, heldigvis, og ingen søvnløse nætter. Efterfølgende har jeg ikke haft nogle tegn på en reaktion, og min sundhedsplejerske gad faktisk ikke engang screene mig for det.
Dog har tiden efter fødslen været langt hårdere end første gang. De første par uger var lykkelige, ingen tvivl, men jeg græd mindst én gang dagligt. Af smerte, og af savn til min store søn.
Jeg har alle dage følt mig som en rigtig god mor. Det var nemt at være, med kun et barn at tage sig af, men det føltes ærligt talt ikke som om, at det var muligt, at være nærværende overfor to. Det gør det stadig ikke helt, men jeg ved, at I takt med at hun bliver ældre, bliver der også mere Saxo-mor-tid. Og jeg glæder mig til at dagen kommer, hvor vi kan tage en tur i biffen, kun ham og jeg. Eller tænk, den dag hvor jeg kan smutte på legeplads med begge børn, og de kan lege sammen <3

Selvom jeg ikke kan tale med om deciderede efterfødselsreaktioner, kan jeg skrive under på, at det at få et barn kan være en kæmpe omvæltning. Her kom omvæltningen først rigtigt ved barn nr 2.
OG så kan jeg slå et slag for psykiske lidelser. Jeg har, som mange af jer allerede ved, da jeg har skrevet meget om det, angst tæt inde på livet.
Men ingen kan se det. Hvis jeg aldrig havde nævnt det, ville lige præcis 0 vide det. Det er helt skørt at tænke på. Jeg kunne virkelig ønske, at flere var mere åbne. At psykiske lidelser ikke var et tabu og i øvrigt blev behandlet med samme respekt som fysisk sygdom.

Hvis I har lyst, kan I jo fortælle jeres historie her i kommentarfeltet. Måske I har haft en fødselsdepression, en efterfødselsreaktion eller blot har følt tiden som nybagt mor værende ikke så rosenrød, som det ofte bliver gjort til på de sociale medier. Eller måske I døjer med en psykisk lidelse, der ikke omhandler moderskab eller er pårørende?
Uanset vil jeg SÅ gerne høre fra jer. Lad os prøve at få aftabuiseret psykisk sygdom og det svære <3

 

Slut nu

Processed with VSCO with hb2 preset

Glædelig fredag d. 13 : )

Jeg har gået og været sur de sidste par dage. Haft det sådan lidt øv over mig selv, egentlig.

Sagen er den (som jeg vist også har fået nævnt et par gange eller 100), at jeg har syntes det har været noget af en omvæltning, at gå fra tre til fire. Langt hårdere end at gå fra to til tre og langt hårdere end jeg nogensinde havde forventet. Det kom bag på mig.

Man kan eller skal jo aldrig gøre noget op i ‘hvem har det hårdest’ for det er så individuelt hvad man føler er hårdt, selvfølgelig er det det.

Men det gik bare op for mig, lige pludselig, at jeg ikke har det spor hårdt. At jeg simpelthen lige må tage mig sammen. Tiden er inde nu.

én ting er det følelsesmæssige omkring at acceptere, at jeg ikke kan være lige så meget til stede overfor min store dreng, som før.
Dét er der nogenlunde styr på nu, synes jeg faktisk. Vi har fået nogle gode rutiner der gør, at jeg føler at jeg kan være der næææsten lige så meget. Jeg er tilfreds og det gør ikke ondt længere.

Men så er der alt det andet, som jeg også har syntes har været hårdt. Og det er der, hvor jeg bare kan mærke, at jeg må og skal stramme mig an og liiige fokusere.

For jeg har det ikke hårdt. har masser af hjælp på alle fronter.

Jeg behøver ikke engang stå op om morgenen, hvis Isolde og jeg har haft en lidt for vågen nat – for verdens bedste far klarer alt omkring Saxo. Morgenmad, madpakkesmøring, aflevering, hentning. Vi har  bedsteforældre, der altid er på pletten. Og jeg kunne blive ved.

Og nej, Isolde er ikke en Saxo-baby – babyen man let kunne have med alle vegne, og som aldrig sådan rigtig var ked af det.
Isolde har temperament, en lille bestemt dame, der nok skal give os sved på panden utallige gange fremover.

Og ja I kommer muligvis til at se mig gå ned af Frederiksberg Allé, helt svedig og med en hidsig baby i vognen, flere gange.
Der skal generelt løbes lidt hurtigere herhjemme, men for fanden da, hvad så?  Hun er simpelthen SÅ skøn og jeg er drøn-taknemmelig. Tænk, jeg har en datter. Det er stadig vildt for mig.

Og det bedste af det hele. Storebror elsker hende af hele sit hjerte. Han frækkere end fræk for tiden, men overfor hende er der udelukkende kærlighed til overs. Han er så empatisk overfor hende og super engageret i hende, og det smelter sgu mit moderhjerte.

Jeg er heldig med de to. Og med ham den største (selvom jeg måtte købe min barselsgave selv). Jeg driller ham ofte med det, at han er mega ringe til det med gaver, men helt seriøst, ikke? Han er god på sådan ca alle andre punkter. Kæmpe overscoring lige der. Jeg er heldig.

Så nu er det slut med at gå og synes alting er hårdt. Kun love, startende fra i dag. Fredag d. 13. Solen skinner og nu har vi efterårsferie, så godt som to selvstændige altså kan ; )

Status

img_9246

Kender I det, når man bare har en lidt dum dag? Sådan en havde vi i går. Først stod den på begravelse – og selvom det var af sådan en slags, hvor døden hverken kunne eller skulle undgåes, er det jo aldrig sjovt.

Dernæst en tid hos min jordemoder. Den sidste. Desværre havde hun ombooket mig (uden at jeg havde fået besked), så C og jeg endte med at sidde og vente i halvanden time, før vi fik lov at komme ind til en anden.
Jordemoderen tjekkede mig indvendigt, og selvom jeg var meget blød, havde jeg altså ikke åbnet mig en millimeter, så hindeløsning var umuligt. Og det havde jeg selvfølgelig håbet på, kunne lade sig gøre.
Så snakkede vi igangsættelse og jeg fik en tid. Dvs. hvis fødslen ikke går i gang af sig selv inden (fingers crossed for at den gør)!! skal vi møde op på Herlev Hospital fredag d. 25 august klokken 19:00. Her skal jeg, såfremt jeg stadig ikke har åbnet mig, have lagt et ballonkateter, overnatte på hospitalet og håbe på at det virker efter hensigten, således at de kan tage vandet lørdag morgen.

Ballonkateter er jo en temmelig naturlig måde at sætte fødslen i gang på, men jeg vil stadig rigtig gerne undgå det. Og det stresser mig lidt kan jeg godt mærke. Stresser mig at min krop nu kun har 7 dage til at tage sig sammen og gå i fødsel. Og ja, jeg måtte altså knibe en lille bitte tåre efter jordemoderbesøg, for det kom på en eller anden måde bare så tæt på, med sådan en dato for igangsættelse.

Der er en del følelser i det. For mig er det ikke engang længere ventetiden. Nu har jeg været gravid i 9 måneder, så en uge fra eller til er faktisk fuldkommen ligegyldig, og jeg har det jo fortsat godt i min krop, selvom jeg ér stor og tung, og selvom at alle folk gerne ynder at kommentere på det. Har i øvrigt lagt mærke til at kvinder (for det meste) er søde til at kommentere noget ala “hvor ser du smuk ud”, mens mænd er virkelig ringe og slet ikke ved hvad de skal sige. Hvad med ingenting, makker? ; ) I sidste uge åbnede jeg døren for en håndværker. Han sagde til mig “ej hvor er du tyk” og intet andet. TAK MAND. Haha. Og i går fik jeg også at vide, af en mand, at jeg havde en den største navle han nogensinde havde set (!). Tak tak, eller noget..

Men nej, for mig, lige nu er det idéen om, at det (måske) føles unaturligt at blive sat i gang. Om man måske stoler lidt mindre på at kroppen “kan”, når den har fået hjælp og skub af læger. Og så også, at jeg har fået presset ned over hovedet at en fødsel efter et kejsersnit hele tiden skal være i fremgang – ellers tøver de ikke med at lave et kejsersnit. Sådan som jeg tolker det betyder det at min krop bare skal være super dygtig, selv formå at skabe gode kraftfulde veer, der hele tiden rykker osv. Og ellers er der no mercy og så bliver det et kejsersnit. Jeg ved ikke om det reelt foregår sådan. Men jeg ved at jeg virkelig virkelig har lyst til at undgå et kejsersnit og føde mit barn selv, det må jeg indrømme.
Og slutteligt er der egentlig også bekymringer i forhold til baby. Man ved jo at der er en grund til at de sætter i gang – fordi der er risiko for at moderkage sætter ud. Og i går blev der postet en ubærlig historie i min terminsgruppe på Facebook. En mor der havde mistet i uge 39+. Det er mit værste mareridt. Og jeg ved godt at det sker sjældent. Men det sker jo.

Nå. Ikke flere Emilie-tanker lige nu. Jeg KAN jo sagtens nå at gå i gang selv, I know. Så lad os satse på det, og hvis ikke går det også nok. Ud skal hun nok komme  – og det er uden tvivl det vigtigste.

I går da vi kom ud fra jordemoder og ned til vores bil, var det ene hjul i øvrigt fladt. Så vi måtte gå hele vejen hjem fra Frederiksberg Hospital. Det er en pæn tur, altså når man er højgravid.. Det betyder også, at skulle fødslen gå i gang her i weekenden, har vi ingen bil. Godt der findes taxaer, men stadigvæk, ikke?

Alt gik ligesom bare lidt skævt i går. I dag er so far lidt mere rolig og rar. Jeg har vitterligt rendt rund de sidste mange dage. Så i dag er min plan at slappe så meget af som muligt. Saxo er sammen med oldemor. De returnerer først til Disney Sjov i aften og C har møder dagen lang.
Jeg er alene i min sofa og her bliver jeg. Og eftersom det at være aktiv ikke lader til at sætte min fødsel i gang det mindste, kunne det jo være at det var lige det modsatte der skulle til. 18/08/17 ér da også en ret pæn dato, hva? ; ) Haha. Nej, baby kommer når baby kommer. Og aller senest en 8 dages tid fra nu.

Alt godt xx

Ps. Erfaringer med ballonkateter modtages med kyshånd. Både de gode og de mindre gode : )

Om mig, mig, mig…

Processed with VSCO with hb1 preset

1.Jeg lider stort set aldrig af “fomo”, og det er faktisk rigtig rart. Tag f.eks hvis barnet er syg og jeg må droppe en aftale eller fest, eller hvis jeg kan se, at alle andre, pånær mig selv er inviteret til et fedt event, rører det mig meget sjældent.

2. Til gengæld lider jeg måske lidt af fomo i forbindelse med mit barn. Har i sinde at være en del af så meget som muligt i de første år.

3. Jeg er typen, der ofte spørger folk jeg ikke kender særlig godt, om hvordan de har det. Jeg synes det er så mærkeligt kun at snakke om mig selv, f.eks til et lægebesøg eller en body-sds-session, så jeg må altid lige høre f.eks hvordan læge eller instruktør går og har det. Jeg tror at nogen synes det er meget rart at blive spurgt, andre synes det er dybt underligt. Haha.

4. I det hele taget kan jeg godt lide, at snakke med andre mennesker og høre deres historier.

5. Jeg er også typen, der kan finde på, at spørge ret direkte, tror jeg? Hvordan har du det inderst inde? Trives du på jobbet? Har du mødt en ny fyr? Skal I have børn? Altså de spørgsmål, der dykker lidt længere ned.

6. Og det med f.eks at spørge om, om folk skal have børn, fandt jeg, via Emilys super gode indlæg og alle de mange kommentarer dertil, ud af er et no go. Jeg fik faktisk lidt røde ører fordi jeg selv har spurgt løs, men jeg har bare, hånden på hjertet, aldrig tænkt over, at det var et forbudt spørgsmål.
På en eller anden måde har jeg nok bare regnet med, at hvis folk ikke ville tale om det, at de så et eller andet sted bare sagde det. Kan I følge mig? Fordi det var det jeg 100% selv ville gøre. F.eks “Nej, vi skal ikke have nogle/flere børn” eller måske bare “Jeg synes det er lidt for privat at snakke om”. Det ville jeg synes var et helt og aldeles fair svar.
Jeg kan selvfølgelig sagtens se, at det ér et privat spørgsmål, og at man kan ramme et rigtig ømt punkt, og så er det ikke så hensigtsmæssigt.
Og jeg vil helt klart tænke meget mere over det i fremtiden  i hvert fald. Man lærer hele tiden : )
Fik i øvrigt et “tillykke” tilbage i september af min mands gode ven (!). Jeg tror det var en kombination af en food-baby og min lidt for stramme sweater. Suuuuuper akavet, men jeg kunne virkelig ikke gøre andet end at grine. Mange mænd kunne altså have godt af at lære, at man ikke nødvendigvis er gravid, hvis ikke man har en helt flad mave (har jeg ikke haft siden jeg var 17 hah).

7. Jeg er ikke særlig korrekt. I rigtig mange henseender. Og mange ting “som man bare ikke gør eller siger” kan jeg godt finde på. Og faktisk har jeg været ked af det over det, da jeg ofte (mest da jeg var yngre) har følt mig ret anderledes og en smule underlig.
Et eksempel: Engang da jeg var teenager, var jeg ude at spise på café med nogle veninder. Ved siden af os sad et par, som havde fået en forkert ret ind på bordet, hvilket de højlydt brokkede sig over. Jeg synes den ret så vildt lækker ud, så jeg sagde til dem, at jeg da gerne ville overtage den. Og det gjorde jeg så. Mine veninder synes det var SÅ pinligt og mærkeligt gjort af mig, men jeg synes bare det var ret naturligt. Hvorfor skulle det mad gå til spilde?
Jeg ville ikke tilbyde at overtage andres mad den dag i dag, for jeg er trods alt blevet ældre og tænker mere over tingene, men for 12 år siden var det altså ikke noget problem.

8. Jeg er mega nysgerrig anlagt og jeg er åben over for mange ting. Jeg har f.eks engang spurgt C om vi ikke skulle få en tantra-massage sammen og jeg mente det ganske alvorligt. Han afviste dog blankt. Hah : D
Jeg er også interesseret i spirituelle ting. Overvejede engang numerologi, selvom jeg er ret glad for mit navn. Synes bare det er død-spændende.

9. Jeg elsker terapi og var det ikke for prisen, ville jeg gå til det en gang om ugen. Elsker at andre kan få mig til at lære mere om mig selv. Det er fedt.

10. Jeg gad også godt prøve par-terapi en dag. Jeg synes vi har et helt fantastisk forhold, hånden på hjertet og vi trænger ikke. Men det ville da bare være pisse spændende -igen havde det ikke været for prisen.

11. Vores udfordringer herhjemme går mest på, at min mand synes jeg er et rodehoved, big time. Jeg synes han er en rengøringsfreak ; ) Han synes også jeg er for doven til at gå ned med skraldet. Jeg synes jo bare at man først går ned med en skraldepose når den er fyldt, eller hvad?

12. Jeg vil gerne lære at meditere.

13. For tiden spiser jeg rigtig mange appelsiner. Rigtig, rigtig mange. Appelsiner er jo totalt undervurderet.

14. Jeg ser mig selv som en yoga-pige inderst inde. Der er bare lige den lille detalje, at jeg ikke dyrker yoga. Men en eller anden dag, så bliver det mig I ser cyklende helt frisk, med en høj knold og en yoga-måtte under armen. Just you wait.

15. Jeg har kridhvide øjenbryn, hvis ikke jeg husker at farve dem. Det ser meget skørt ud. Til gengæld er de fyldige med mange hår og det er jeg glad for.

16. Jeg er så dum til matematik og er begyndt at grue for den dag jeg har et skolebarn ,som jeg skal hjælpe. Godt han har en far. Til gengæld kan jeg være behjælpelig med de fleste andre fag. Dog heller ikke kemi ; )

17. Jeg glæder mig faktisk lidt til at træde ind i mine tredivere. Jeg er stadig kun 28, så der er lidt tid endnu, men jeg frygter slet ikke at blive ældre. Gider dog bare ikke rigtig få rynker og slap hud. Men det er der jo råd for.

18. Hvor andre måske er bange for edderkopper, sociale sammenkomster eller højder, har jeg (bl.a) en fobi for ting der sidder fast på mig. Det er noget der kom til mig i min graviditet med Saxo. Og det er faktisk virkelig irriterende. Tag f.eks de der enkelte øjenvipper, som, imo, er SÅ flot at have på – det kan jeg slet ikke holde ud, fordi jeg ikke bryder mig om følelsen af, at jeg ikke selv kan få vipperne af når jeg ønsker det.
Har det på samme måde med neglelak, og sådan noget shellac, som jeg har hørt skulle sidde rigtig godt fast, er mit værste mareidt. Bliver helt klaustrofobisk ved tanken, tosset, I know.

19. Jeg har aldrig haft problemer med uren hud, til gengæld har jeg virkelig grimme øreflipper og konsekvent korte og grimme negle. De kan ikke blive lange, før de flækker. Suk.

20. Jeg er SÅ lykkelig og taknemmelig over min mand, mit barn og min familie. På dét punkt har jeg altså virkelig været heldig. Så er der andre ting, hvor jeg har været knap så heldig, men det er næsten ligemeget, så længe jeg har min familie : )

21. Jeg er alt for ærlig ; )

Older posts