Hej December

Mandag aften. Min alene-aften, hvor C spiser middag hos farmor sammen med børnene. Jeg kunne tage med, men disse timer er så tiltrængte og vigtige for mig, at alle synes det er helt ok at jeg bliver hjemme. Jeg er en heldig kartoffel.

Jeg sidder med et glas rødvin, god musik og trækker vejret dybt ned i maven. Eller forsøger. Jeg har haft sådan en uro hele dagen, og jeg ved godt hvad det skyldes – jeg har fået den bedste idé til noget nyt på Nirrimis og nu kan jeg slet ikke vente med at føre det ud i livet. Så får jeg uro, sådan helt stress-hjertebanken, fordi jeg bare vil have at det skal være NU. Helt tosset, fordi det er jo kun er en god ting, nye gode idéer. Men ja, rødvin hjælper da lidt.

Siden sidst jeg skrev herinde er der ikke sket så meget andet end at vi har været voldsomt ramt af diverse virus-sygdomme. Gabende kedeligt, I know. Men shit det har været sååå sindssygt. Så sent som i weekenden, da jeg virkelig troede det var ovre, stod den på opkast og jeg ved ikke hvad all night long…. I dag alt dog ok. Så i morgen prøver vi igen med den der indkøring af Isolde i institution. Sikke et show. Jeg kan virkelig ikke anbefale nogen at starte indkøring i efteråret. Selvfølgelig bliver man syg, det kan ikke være anderledes.

Og sidst jeg skrev om det, indkøringen, synes jeg jo det var lidt svært. Fordi hun reagerede. Overvejede (næsten) at kvitte. Sådan har jeg det ikke længere.  Jeg tror bare vi gik for hurtigt frem, fordi det jo gik så forrygende der i starten. Og det kom dårligt tilbage til os, at gå for hurtigt.

Så vi startede forfra og jeg har været med hende dernede alle dage (altså de dage hvor vi da ikke har været sløje herhjemme hvilke har været mange) og jeg kan se hvordan hun er blevet gladere og gladere for det. Kender alle børnene ved navn, er blevet mere fortrolig med hendes primære pædagog, der virkelig har været en stjerne og gjort en kæmpe indsats for at komme ind på livet af hende. Det var i øvrigt også hende der kørte Saxo ind, sådan en rigtig dejlig og rolig omsorgsfuld kvinde og pisse dygtig pædagog. Elsker hende lidt ; D
Jeg kan se hvordan hun nyder at være med til deres lille samling om morgenen, sidde der i rundkreds og synge de samme sange.
Jeg kan se at det vil være godt for hende at have det sted, hendes sted. Stadig blot et begrænset antal dage og timer om ugen. Bare lige nok til at jeg også kan få noget andet fra hånden.
Resten af 19′ bliver det sådan at jeg henter hende 11.30/12 lige efter frokost. Så tager vi det med at skulle sove dernede engang i det nye år. No stress.

Så alt godt. På lørdag skal jeg til den årlige julefrokost med pigerne. Dét glæder jeg mig til (selvom jeg også allerede bliver lidt træt ved tanken, haha). Jeg husker ikke hvornår jeg sidst har været ude, nu skal det være. Gamle kone altså..

Må I have den dejligste december og så snakkes vi ved <3

Fredagshilsen fra motorvejen

Hej fra motorvejen et sted i Sveriges land. Det er fredag aften og Casper og jeg er på vej hjem i bilen. Vi har lige 3 timers kørsel endnu, men jeg tror vi når hjem tids nok til lidt fredagshygge med børnene. Eller barnet. For Sax er til soveaftale. Isolde er med mormor og morfar inde ved siden af. Hun har holdt en fridag med morfar i dag. Været i svømmehallen og rå-hygget. Hun er stadig ikke ‘indkørt’ i børnehaven eller noget der ligner, men mere om det længere nede. Hurra for familie der kan træde til i hvert fald.

Vi har været oppe til et sidste tjek up af min operation. Og alt ser så fint ud. Det var femte gang vi var der i dag. Først en forundersøgelse, så selve operationen, tilbage til tjek tre dage efter, tjek igen 2 uger efter og så igen i dag efter 6 måneder. Det skal man lige have med i overvejelserne når man vælger klinik. Men for mig var det det hele værd. Hellere lidt ekstra transporttid for at vælge det hele rigtige sted.
Jeg er så glad for at jeg gjorde det. Det kommer jo til at lyde så skide overfladisk når jeg taler om det, men ja, det var bare det aller bedste jeg kunne gøre for mig.

Det har ellers været nogle ret crazy sidste uger. Vi var lige blevet friske igen og så blev jeg ramt. Slem hoste og feber. Den toppede i går og jeg føler at det bliver bedre og bedre nu. Men shiiiit det trækker tænder ud, dette efterår. Vi er så gennemfærdige om aftenen. Går i seng samtidig med ungerne eller går omkuld på sofaen om aftenen. Absolut intet overskud.

Så er der ‘indkøringen’. Sidst jeg skrev gik det jo så godt. Men den er så klassisk tror jeg – alt er godt i starten og så sker der det at barnet pludselig forstår hvad der sker, at det er alvor. Og så går det ikke helt så let længere.
Første uge var jo nem. Jeg var der med hende hver dag, hun legede og havde en fest. Anden uge gik jeg onsdag og torsdag i halvanden times tid og hun spiste selv frokost dernede. Begge gange gik så fint og hun vinkede og smilede til mig da jeg gik, var glad da jeg kom tilbage. Dog klart en reaktion om aftenen, hvor hun skulle vide hvor jeg var hele tiden. Og sådan har jeg seriøst aldrig oplevet hende før.
Fredag kunne jeg mærke at humøret hos hende var liiiidt anderledes, hun gad faktisk ikke afsted og var slet ikke vild med at jeg skulle gå, men lod mig dog gøre det uden gråd. Jeg holdte mig i nærheden af institutionen og havde en lidt underlig fornemmelse indeni. Og rigtigt nok. En time efter jeg var gået ringede de og fortalte at hun var blevet så ked. Så jeg kom med det samme. Av.
Uge 3, altså denne uge kunne jeg og pædagogerne tydeligt mærke på hende at hun ikke var gearet til at jeg skulle gå. Så jeg aftalte med dem at vi tog det stille og roligt og at jeg blev med hende. Tirsdagen med også. Og så blev jeg syg. Så denne uge har vi kun været der to dage.

Nu prøver vi forfra på mandag. Men jeg kan godt mærke at det ikke bliver så let som jeg havde forventet og håbet. Jeg har al den tid i verden til det her og vi tager det i hendes tempo, men det er selvfølgelig også en balance. Hun skal være tryg, men hun skal heller ikke vænnes til at jeg er med hele tiden.
Det kan selvfølgelig ændre sig, men som det er nu tror jeg ikke vi kommer udenom, at jeg er nødt til at gå fra hende, selvom hun ikke vil have det.

Og den skal jeg lige sluge, da jeg ikke havde set den komme. Og hvad så hvis hun ikke trives i det, er det så det her vi ønsker overhovedet? Ville det være lettere for hende om vi ventede et års tid eller vil det bare være at udskyde smerten? 2,3 år så ér man stadig lille og selvom jeg kan se fidusen for sådan en størrelse med helt korte dage i institution, så er det stadig, ifølge mig og min helt personlige mening, ikke den 2 åriges behov.

For mig er drømmen at hun er der 3 dage om ugen. 9-12 og hentes efter frokost eller 9-14 og hentes efter lur.
Bare lige at kunne have de få timer til at kunne arbejde på Nirrimis. Det ville gøre godt. Men jeg kan sætte mig selv til side så længe det behøves og vil bare det bedste for hende. Og jeg var så sikker, men nu bliver jeg i tvivl. Om hvad der er det bedste for hende.

Uanset. Jeg trækker lige vejret dybt og giver det selvfølgelig en fair chance over de næste måneder og så må vi se. Men jo, jeg synes det er lidt hårdt lige nu. Mor-hjertet ❤️

Men hey, nu blev det hele sådan lidt negativt og det var heller ikke meningen. I det store hele billede er vi så glade og taknemmelige. Der er så meget kærlighed og god kemi i vores lille hjem og selvom vi er udmattede kan vi godt mærke hvordan vi er kommet oven på igen. En 6 årig (lige om lidt) og en 2 årig er så optur. Der er plads til parforholdet også. Plads til sex og pjat og grin. Plads til drømme om fremtiden og arbejde. C er så røv sej. Det har han alle dage været, men særligt lige nu hvor en, ja faktisk to, store arbejdsmuligheder er opstået for ham. Han er vitterligt typen alt arbejdsmæssigt lykkes for, men han også god og dygtig og fantastisk til at pleje netværk. Okay sikke mande-pral jeg lige fyrer af, men altså han inspirerer mig hver eneste dag. Det er så fedt.

Og jeg har faktisk også truffet en beslutning om nooooget. Det har været så længe undervejs og jeg glæder mig rigtig meget til at dele det med jer (og nej det er ikke noget med en tredje baby, haha).

Jeg håber også at I har det dejligt. Rigtig god weekend til jer ❤

Livet lige nu

Vi er tilbage fra de døde. Sygdommen har sluppet sit tag, hverdagen kører på fuld blus igen. Det er både rart og udmattende og jeg veksler mellem at elske det og virkelig bare have lyst til at leje vores lejlighed ud, købe en flybillet til de varme lande og smutte med hele familien. Det kan vi ikke, jeg ved det godt, men det ville være dejligt.

Indkøringen i børnehaven er også i gang igen – og til jer der skriver og ikke helt forstår hvorfor jeg skriver børnehave, “for hun er da kun lige blevet 2 år i sommers” kommer her forklaringen:  Hun går selvfølgelig ikke allerede i børnehave, man er nemlig 2 år og 10 måneder når man starter i børnehave i DK og Isolde er nu 2 år og 3 måneder. Men for hende er børnehave hvad det hedder. “Nu starter du snart i storebrors børnehave”, “Nu skal vi ned i børnehaven og hente” osv osv. For hende er det børnehave og derfor er det også sådan vi omtaler det. Men det kunne I jo heller ikke vide <3

Når det er sagt så føler jeg heller ikke at man kan kalde det en vuggestue – hun er nemlig startet på en mellemstue med børn i alderen 2 år- 3 år. Det er helt genialt synes jeg. Der er ingen bittesmå babyer og alle børnene er på nogenlunde samme niveau, det synes jeg er så fedt.

Havde vores institution ikke haft de tre stuer, en for de mindste 0-2 år, en for de mellemste 2-3 ish år og en for de ældste, så havde jeg nok ventet med at sende hende afsted til hun skulle i børnehave, altså droppet vuggestuen helt, hvis hun alligevel skulle have skiftet 6-7 måneder senere. Men sådan er det altså ikke.  Så ja, det er forklaringen : )

Men altså, det hele går godt, indkøring, livet, business. Jeg synes vi løber så stærkt og glæder mig fortsat til at kunne få nogle sammenhængende timer derhjemme hvor jeg kan arbejde målrettet på Nirrimis Det har jeg jo ikke haft endnu. To timer har jeg fået indtil nu og det er på den nærmeste café, hvor jeg også sidder nu.

Jeg har vildt mange følelser for tiden – Så er jeg helt lykkelig den ene dag og den næste er jeg tung og træt og opgivende. Meget af det kan jeg mærke at jeg kan takke Nirrimis for. På de gode dage er jeg helt oppe at ringe, men hvis der så lige er en mindre god dag så panikker jeg helt og tænker straks, at det hele bare var begynder-held. Men helt overordnet er det virkelig gået over al forventning (og keep in mind at jeg er typen der taler mig selv og mine projekter ned). Det startede som et nu-prøver-jeg-lige-det-her-projekt. Og på super kort tid er det bare vokset.

Og nu kan jeg mærke hvor meget det egentlig betyder for mig, hvilket er super skræmmende – også især at skrive ned og ud til jer. For jeg er verdensmester i at bilde mig selv (og måske også andre) ind, at ting ikke betyder noget. Ser I, så er det nemlig meget lettere ikke at blive såret, såfremt det ikke går. Ak ja.. Min søde mand griner af mig, han synes jeg er så sjov og siger at jeg skal slappe af, selvom det er ham der normalt stresser af os to. Jeg tror aldrig at han har set mig sådan her før, men det er jo også første gang at jeg sådan helt ægte har haft min egen business. Det har jeg selvfølgelig også med bloggen, men for mig er det alligevel en helt anden følelse. Det kan slet ikke sammenlignes.

Men ja, det betyder skide meget for mig (nu er det ude), og jeg er evigt taknemmelig for jer der støtter. TAK!

Hvad ellers? Jo, ligesom mange andre, gør jeg mig tanker om, hvordan jeg gerne vil have at mit 2020 ser ud. Det er jo snart for søren! Jeg har pt to ting på listen der står højest:

Business
Self-care

Jeg skriver lidt mere om det snart.

Og så håber jeg at I har en dejlig torsdag x

 

Ægte mandag

SÅ skal jeg da lige love for at det er blevet mandag. Vi vågnede klokken 07.00 til regnvejr og et styks feberramt og helt ulykkeligt barn. Saxo var syg i sidste uge, nu er det så Isoldes tur, selvfølgelig.
Så børnehave og indkøring må vente. Har helt ondt af min mand, der jo kom hjem fra solskin, vino og drengetur i San Fran i går, noget af en omvæltning, haha. Men okay, jeg ved, at han, familiemennesket #1, ikke ville have været et sekund længere væk fra børnene. Og vi to har da også krammet og krammet og krammet siden han returnerede. Helt fjollet. Et eller andet gør det, at være væk fra hinanden, få lov at savne. Det er nok meget sundt en gang i mellem.

SÅ men altså: I dag er jeg igen igen taknemmelig for to jobs uden faste mødetider eller pressede deadlines. C er lidt mere hængt op end mig, det er klart, men vi talte netop i morges om, hvor rart det er, at vi ikke skal diskutere hvem der nu skal blive hjemme med børnene. Havde jeg haft et “rigtigt job” havde jeg højest sandsynlig været temmelig presset nu. Med sygdom hos den ene i sidste uge, og sygdom til den anden i denne uge. Pyyh, jeg får helt stress ved tanken. Jeg vil aldrig derhen, ikke mens de er små. Nope, nix – kommer ikke til at ske

I dag bliver altså en rolig dag. Jeg skal passe og pleje Isolde. Hun har fundet fidusen med at se film på Min Bio. Mest Alfons Åberg. Det er helt genialt og gør det altså lidt nemmere at være syg.

Jeg skal sende de ordrer der tikkede ind på Nirrimis i går, Tænk, der kom en fra Canada. Er det ikke skægt?

Og så skal jeg drikke en hulens masse te. For jo, jeg fornemmer også sygdommen i kroppen. Det kunne jo ikke være anderledes.

I øvrigt så har jeg den vildeste trang til at tage væk for tiden, kender I det? Simpelthen bare smutte fra det hele sammen med familien. Jeg elsker vores hverdag utrolig højt og ville ikke ønske den anderledes, så det er ikke dét. Jeg tror bare jeg savner at se noget andet end de samme gader på Frederiksberg, mærke mig selv, udvide horisonten lidt. Vi har rejst én gang i år og én gang sidste år. Begge gange til den samme ø.
Jeg savner at se noget andet nu. Og leder konstant efter familier at lade mig inspirere af. Familier der har gjort noget anderledes. Hoppet på et fly til en øde ø, kørt Europa rundt i en gammel bil, bare et eller andet anderledes..

I virkeligheden er en rejse slet ikke på bedding lige nu, fordi fokus kommer til at være på børnehave-opstart og min egen lille business i den kommende tid. Men vi drømmer om en forårstur. Måske faktisk til San Francisco. For ud over at C har en god ven der, så har den ven også en fantastisk kæreste og to skønne unger. Så en familietur derned kunne lige så vel være en mulighed. Til foråret. Nu må vi se.

Med ønsket om dejlig mandag til jer! x

Dårlig samvittighed, mig-tid!

Reklame for Matas 

Shiiiit venner! Jeg har set så meget frem til denne dag. Søndagen hvor jeg ikke er ene voksen i huset længere, efter en lang uge, og faktisk også 3 dage i sidste uge, hvor jeg har været alene med børnene, fordi C har været udenlands. Først med arbejdet og dernæst en drengetur til San Fraaaaan, hvor hans gode ven bor. Slet ikke misundelig, nej nej ; )

Jeg ved godt at der seje mødre derude, der er vant til at deres mænd er meget væk. Det er jeg ikke, så jeg kan slet ikke klage og jeg synes også det har været nogle rigtig fine dage. Men jeg må indrømme at i går lørdag, den var lige lidt tough at komme igennem og der glædede jeg mig altså for alvor til at være to voksne i huset igen. Det er bare bedst.

^^^ Dejligste og velduftende fod-badesalt!

Så men alt godt!

Jeg startede lige dagen i børnehaven – arbejdssøndag og den stod på rengøring af hele huset. Bare helt kanon.. Ej, jeg elsker faktisk forældreinvolveringen, ville ikke have det anderledes og synes egentlig altid, at det er  rigtig fedt når man kommer derhen og i gang. Det er hyggeligt og socialt og rart at få snakket med de andre forældre. Men altså, nu er jeg til gengæld også helt smadret..

Det er eftermiddag og inden vi skal spise middag med hele familien inde ved siden af, så har jeg meldt mig ud for et par timer. “Casper, du tager børnene og så går jeg på badeværelset”. Så det gjorde jeg. Jeg tog et langt varmt bad, mens jeg lyttede til god musik, brugte mine yndlings-produkter fra My Moments, knipsede et par billeder, følte mig helt skøn og lækker og ZEN.

Og nu sidder jeg så her i sengen og skriver.

Honestly, så er det så vigtigt for mig sommetider at sige “SÅ, nu tager jeg lige et par timer for mig selv, mens du tager børnene”. Jeg er rigtig dårlig til det. Jeg vil så gerne være med, hele tiden. Og får lynhurtig dårlig samvittighed over at prioritere mig selv. Det er så åndssvagt! Kender I det?

Faktisk bare nu, der kan jeg mærke, at jeg synes det er sådan lidt forbudt, at tage tiden her, for vi burde jo være samlet. Men jeg trængte til det, og lige om lidt går det løs med middag og hygge, hvor jeg så igen kan være fuldt til stede.

Jeg har jo teamet op med Matas og for tiden bruger jeg altså udelukkende deres produkter fra serien My Moments. Jeg skrev også om dem her, hvor jeg fortalte det her med, at jeg virkelig er glad for at holde det helt simpelt når det kommer til produkter. Jeg duer ikke til 100 forskellige, vil bare have gode produkter, der gør hvad de skal. Og så er det helt perfekt for mig.
Og det synes jeg oprigtigt at My Moments gør. Og så er det et pænt design oveni hatten, helt perfekte til at have stående på badeværelset eller som en god gave til en veninde.

Deres Relaxing Bodycare serie er heeelt vildt lækker og alle deres produkter er i øvrigt produceret i Danmark. De indeholder ingredienser med dokumenteret effekt, har et højt økologisk og naturligt indhold og ingen kritiske indholdsstoffer. Og så er priserne nogle man kan være med på. De ligger fra 69.95-199 DKK.
Jep, og de er i butikkerne nu.

Håber jeres søndag har været dejlig, de damer <3