Historien om Nirrimis – Rav til børn og voksne

Hej og glædelig søndag. Håber I har en god en? Vi har været i Kube hele formiddagen og nu sover Isolde lur, mens Saxo ser en film oppe hos Onkel Wes : ) Jeg tænkte jeg ville bruge tiden på at checke ind og fortælle jer at………min lille shop nu helt officelt er åbnet. Yes manner!

Til de af jer der skulle have misset det: Jeg har åbnet en shop, hvor jeg sælger de smukkeste ravkæder til børn og voksne.

  

Her kommer historien om Nirrimis:

Tilbage i sommers, lige før sommerferien, var jeg inde i en skæg periode. Jeg søgte lidt væk fra bloggen her, havde lyst til nye udfordringer, følte mig kreativ og helt vildt åben overfor nye ting.
Jeg vidste ikke præcis hvad jeg skulle tage mig til, men da jeg en dag gik herhjemme og ledte efter en af Isoldes ravkæder, som hun har været super glad for, og den var pist væk, besluttede jeg mig for, at istedet for at købe en ny til hende, ville jeg prøve at lave en. Jeg købte ravperler og snor så der var nok til at lave 10 kæder og tog så det hele med op i vores sommerhus da vi gik på sommerferie. Jeg havde lyst til at sidde og sysle med noget om aftenen så jeg tænkte at det kunne blive mit lille ferie-projekt.

De første jeg lavede var virkelig ingen succes. Jeg ville gerne have at der af sikkerhedsmæssige årsager var små knuder mellem hver perle og det er altså en kunst i sig selv at få bundet knuderne så tæt som muligt på perlerne, I tell ya. Jeg fuckede op flere gange, haha. Men pludselig var den der og jeg nød at sidde med kæderne om aftenen. Hyggede mig virkelig med det.

En kæde blev til 5 og undervejs sendte jeg løbende lidt billeder til nogle af mødrene fra min legegruppe. Pludselig havde jeg fået min aller første ordre (fra en mor fra legegruppen, selvom det jo slet ikke var dét der var meningen med det hele. Ret hurtigt efter besluttede jeg at lave en Instagram-profil. Jeg kaldte den Nirrimis – som absolut intet betyder, men jeg synes det er et smukt navn og det var ledigt ; )

Og ja, så gik det sådan at jeg fik flere og flere ordrer. Altså ikke sådan helt crazy mange, men ligesom nok til at jeg fik blod på tanden. I starten ville jeg ikke have at folk vidste det var mig bag profilen – jeg havde ikke lyst til at være “endnu en blogger, der starter sit eget sideprojekt”.
Men til sidst må man jo bekende kulør og i sidste måned delte jeg Nirrimis på min personlige profil og herinde også. Og så har det altså taget fart. Så meget at jeg umuligt kan følge med i ordrerne, hvis jeg selv skal lave alle kæderne. Jeg sidder stadig med dem selv også, men har derudover fundet mig en allieret rav-smykkedesigner, som laver nogle af smykkerne for mig. Det er dog stadig 100% mig der designer smykkerne.
Man kan sige at de kæder med ren rav såsom den klassiske polerede karamel rav og ligeledes den rå udgave, dem er der ikke så meget “eget design” over og man kan finde lignende mange andre steder.
Men dem hvor der er kombineret krystaller i, såsom min kombination med rosa kvarts og honning rav  , eller dem med amethyst og tigerøje. dem finder I ikke andre steder end hos mig (medmindre der en dag er nogen der kopierer mig, haha).

– Det var på en eller anden måde lige vigtigt for mig at understrege, da jeg har hørt om flere “smykkedesignere” der er kommet i klemme ved at skrive “eget design” og så er det i virkeligheden noget de har udvalgt på en hjemmeside.

Godt så. Og hvad er der så med det der rav? 

Rav er i virkeligheden forstenet harpiks. Processen kan tage mellem 30-50 millioner år, så rav går altså waaay back, hvilket i sig selv er ret imponerende, synes jeg.
Rav kan variere meget i farve og nuancer og det elsker jeg! Jeg har kæder der er helt lysegule, grønne, honningfarvede, karamel, mørkerød og sort. Og så kommer det råt eller poleret, som også giver forskellige udtryk og farver. Jeg synes simpelthen at rav er så smukt altså!

Rav er blevet brugt since forever og har alle dage (eftersigende) haft helende egenskaber. Dette er naturligvis ikke noget der er videnskabeligt bevist, men det siges at rav skulle virke antiinflammatorisk, beroligende, hjælpe på blodgennemstrømning og lindre et hav af smerter hos den der bærer sit ravsmykke på sin hud. Det man maner er at ravet optager varmen fra kroppen (og det kan jeg skrive under på, kæderne bliver virkelige lune) og frigiver så ravsyre, som er dét der skulle være så godt.
Særligt i udlandet er det ret in at børn bærer ravkæder, ikke mindst fordi det menes at skulle hjælpe særligt godt mod smerter ved tandfrembrud.

Om en ravkæde kan leve op til ovenstående, det kan jeg ikke svare på. Som sagt er det ikke noget der er videnskabeligt bevist. Men jeg tænker at det kan jo i hvert fald ikke skade noget som helst – og så ser det så cute ud oven i hatten, synes jeg.

Sikkerhed? 

Alle mine kæder til børn er bundet med en knude mellem hver perle og låsen er særligt designet, så den går op når den møder modstand. Derfor er der ingen risiko for kvælning, men jeg anbefaler selvfølgelig alligevel at I altid holder opsyn med jeres børn når de har kæderne på. Når barnet skal sove anbefaler jeg også at kæden tages af, evt kan den i stedet vikles om barnets ankel.
Slutteligt er det vigtigt at barnet ikke tygger i kæden. Jeg har valgt at holde mine kæder korte så barnet ikke kan tage kæden i munden.

Min vision med Nirrimis?

Det kunne da være vildt fedt, om man en dag kunne leve af Nirrimis. Jeg har alle dage gerne ville være selvstændig og have en ekstra sidebeskæftigelse ud over bloggen, så jeg kan skære ned for reklamerne.
Men umiddelbart aner jeg ikke om det overhovedet kunne blive en realitet (jep, jeg er mester i at køre mig selv ned). Og det er da heller ikke dét der har drevet mig. Det startede som sagt som noget jeg gjorde kun for min egen datter, for sjov og for hyggens skyld, og jeg fik faktisk et chok, da jeg fandt ud af at der var interesse for det.
Shoppen er meget ny og der er masser af rum for forbedring. Lige nu arbejder jeg også på nye fine perlekombinationer og generelt har jeg en masse idéer for Nirrimis og fremtiden. Jeg håber selvfølgelig at min shop også findes om et år, men hvis ikke, så tænker jeg at der var en mening med det. Vi må se : )


Rabat til jer: 
 Fordi jeg jo holder af jer og gerne vil forkæle dem der rent faktisk tager sig tid til at læse det jeg skriver herinde på min blog (det er meget værdsat, tak for jer), kommer her en rabatkode som I frit kan bruge. EMILI (skal tastes ind ved checkout) giver 20% på hele dit køb. Jeg tænker jeg lader den køre et par dage.

I øvrigt Hvis I køber noget af mig og tager billeder, så må I endelig dele dem (hvis I har lyst altså). Det betyder mere end I forstår.

Tak fordi I gad læse min lille historie.

instagram.com/nirrimis/
nirrimis.com

Op og ned: Snarlig institutionsstart

Annonce

Det er lige om lidt, at hun starter i institution, min fantastiske pige. Jeg har det fortsat rigtig godt med det. Og herunder har jeg samlet de ting jeg tænker især bliver optur ved det… samt det mindre optur…

Op:

At jeg oprigtigt kan mærke på hende at hun er klar til en hverdag med flere børn omkring sig og endnu mere leg. I dag da vi var nede at hente Saxo rendte hun som sædvanlig fra mig på legepladsen. Hen til pigerne, som hun skal gå på stue sammen med og så stod de der og hoppede i regnpytter og grinede. Så herligt.

At hun får et sted hvor hun hører til. Selvfølglig hører hun til lige HER, men jeg glædes mig over at hun snart ikke ‘bare’ er med mig rundt. Det andet gav mening ret præcist til hun fyldte 2 år, for os.

At jeg får frigivet tid til egne projekter, der fylder mere og mere. Min bloglyst er tilbage og mit Nirrimis-projekt kræver mig. Åh det bliver altså virkelig rart

At jeg forhåbentlig kan tilrettelægge mit arbejde således at jeg ikke altid (som nu) behøver sidde med det om aftenen efter put, hvor jeg i virkeligheden bare mest af alt har lyst til at stene tv eller tale med min mand.

At vi får nogle dage med mere struktur på – den er godt nok både op og ned, kan ikke helt beslutte mig.

At jeg kan holde en spontan fridag med Saxo, kun ham og jeg. 1-1 med sit barn er jo bare fantastisk ind imellem og jeg har allerede planer om en biograf-date ham og jeg, når hun er kørt fint ind.

Ned: 

At vi ikke længere kan sove lige så længe om morgenen.

Endnu en madpakke der skal smøres. Det eneste negative jeg har at sige om vores institution er at børnene selv skal have madpakker med. Det er ikke fordi det er svært at smøre dem, men jeg synes det er vildt svært at være kreativ dag ud og dag ind.

At jeg ikke længere har en undskyldning for at sove middagslur, hah.

At hun ikke længere skal falde i søvn i mine arme hver dag. Det er simpelthen noget jeg har elsket så højt. Så meget skin-to-skin-tid så længe.

Muligvis dårlig samvittighed til mig. Typisk 1-2 gange i løbet af en normal uge har jeg aftaler om aftenen. Mest med veninder. I Isoldes hjemmetid har jeg lige præcis haft 0 grad af dårlig samvittighed over at smutte – for jeg har jo været SÅ meget mor hele dagen. Jeg forudser at det vil stikke lidt mere i hjertet, såfremt jeg ikke har set hende hele dagen. Jeg ved ikke, jeg synes bare det er mærkeligt ikke at have set sit barn hele dagen, hente det hjem og så gå igen med det samme. Det er lidt noget andet med Sax fordi han er så stor.

Jeg ved ikke om man nødvendigvis bliver syg når man starter i institution for første gang efter man er fyldt 2 år (og altså allerede har været en del syg i sit liv) og samtidig har en storebror der slæber alt muligt med hjem. MEN hvis man gør, så frygter jeg i den grad den første tid. Nøj, Sax var meget syg det første stykke tid. Og vi blev syge! Det var så voldsomt. Det orker jeg ikke.

Dobbelt op på tegninger der skal med hjem. Jeg aaaaaaner ikke hvor jeg skal gøre af dem. Seriøst.

Alt det ekstra tøj jeg forestiller mig at vi skal ud og have indkøbt. Bl.a regntøj (annonce-link).

 

 

Efterår, legepladser, vanter og ondt i maven

^^^ (Termosæt her reklame-link).

Glædelig 1. oktober! SÅ blev det efterår og sikke køligt det er i dag eller er det bare mig? Næsten vante-vejr. Og jeg kunne for en gangs skyld smadder godt tænke mig at finde de helt perfekte børne-vanter i år. Det har jeg virkelig ikke haft held med de seneste år. Et par der sidder godt, varmer godt og ikke falder af i brug. Kender I dem, så må I vildt gerne tippe?

Sax er tilbage i børnehave efter 12 dages fri. Og det var altså sååå kært i morges, de omringede ham dernede, fortalte ham hvor meget de havde savnet ham, de 3 bedste venner. Det var en meget glad og stolt dreng jeg vinkede farvel til. Eller vinke – det gør vi ikke engang. Han løber bare ind, kigger sig ikke tilbage. Sådan har det altid været med ham.

Er virkelig spændt på hvordan det bliver med Isolde. Jeg håber så meget at vi kan undgå gråd – ikke fordi børn ikke må være kede af det, det må de gerne og det er jo så naturligt, men hun er bare så stor nu og bevidst og vi er så forbundne. Jeg kan ikke forestille mig at gå fra hende, hvis hun græder efter mig. Det ville bare føles så mærkeligt. Men lad os nu se, jeg har sgu en god mavefornemmelse som sagt. Hun er sej og jeg ved at hun ved at jeg kommer tilbage.
Om præcis én måned starter hun dernede! Hun ved jo stadig ikke hvad det der børnehave drejer sig om, men vi taler meget med hende om det. Hun nikker, vinker og siger “heeej heeej mor, ses senere” når jeg fortæller at så skal mor gå, men at hun skal blive dernede og lege med de andre børn. Det bliver spændende og jeg glæder mig nu, det gør jeg altså. Timingen føles helt rigtig.

Efter aflevering smuttede vi på legeplads her på Frederiksberg. Der fik jeg så desværre akut ondt i maven, da jeg overværede en pædagog tale så nedladende og hårdt til et meget lille barn. 15 -18 måneder var barnet vel. “Nej du skal IKKE gå den vej op, kom så her”. “Det der kan du godt stoppe lige nu, alle skal have cykelhjelm på (da de var på vej hjem fra legepladsen) ellers så kører vi uden dig (vel at mærke sagt i en meget hård tone, mens barnet græder). Av.

Nu har jeg jo det sidste års tid været på et hav af legepladser om formiddagen, som også er i det tidsrum hvor institutionerne kommer. Og stort set alle jeg har mødt og oplevet har været virkelig søde og dygtige pædagoger med dejlige unger. Der var endda en gang hvor jeg nærmest blev helt forelsket i to mandlige pædagoger, fordi de bare var så nice med ungerne, haha. Jeg sagde det også til dem – altså ikke det med forelskelsen, men sagde at de var top fede og at det virkede som en dejlig institution.
Men der har også været et par stykker hvor jeg er blevet så foraget. En legeplads på Nørrebro, en stor institution, hvor ingen havde styr på noget. Helt kaos. En lille dreng, som kun lige havde lært at gå blev gang på gang fuldstændig ignoreret i sin gråd. Han var så utryg, græd, løftede armene op til pædagogen, hun var tydeligvis meget irriteret over, at han var som han var, så hun blev ved med at gå væk fra ham, han fulgte med så godt han kunne, hun tog ham aldrig op eller bøjede sig ned til ham. Fjernede kun hans små hænder fra hendes ben. Til sidst, og vi snakker en halv time hvor han havde grædt non-stop, stod han helt stille på legepladsen, helt alene, han havde totalt givet op og det blik han havde i øjnene, ej, det var helt slukket. Det var så forfærdeligt at se.

For pokker da altså. Langt de fleste er gode steder, vidunderlige pædagoger, uden tvivl tvivl, men vi må sørme være obs som forældre, for det andet findes også. På Frederiksberg, Nørrebro, overalt.

Så men nok institutionssnak… for nu. Jeg skal have pakket dagens Nirrimis ordrer, mens Isolde snorker i sengen og så skal vi hente Saxo.
I aften skal jeg spise med pigerne, det er den første tirsdag i måneden og dermed tid til tirsdagsgryden.

Jeg håber jeres 1. oktober er god xx