Long time no see

Først og fremmest håber jeg at I alle er kommet godt ind i det nye år? Det er vi, og jeg er så glad for at være lige her, lige nu. Januar – en helt frisk ny start (og ikke så forfærdelig længe til forår heller jo). Det føles så dejligt oven på December, der var lige som den skulle være – helt enorm hyggelig og masser af god julestemning. Men også bare viiiiirkelig mange arrangementer. Vi stod selv for mange af dem og afholdte både jule – og nytårsaften – og jeg ville ikke have det anderledes, men til sidst bliver man bare lidt… mættet?

Og mæt… Det er egentlig nok et meget godt ord for hvordan jeg har gået og haft det med nogle ting det sidste lange stykke tid. Såsom bloggen her, hvorfor der er langt mellem opdateringerne.
Jeg er mæt. Mæt af mine egne skriverier, virkelig. Jeg savner fornyelse og udfordringer. Jeg tror det er ganske normalt, nu jeg har brugt så mange år herinde hver evig eneste dag.
Samtidig kan jeg mærke at den lyst, måske endda det behov, som jeg har haft for at dele ud af mit liv og ikke mindst familieliv, den er simpelthen dalet så meget. Ikke pga. noget som sådan, det er blot kommet helt naturligt. Jeg tror at det er min tid nu til at komme videre.
Jeg har mange tanker omkring det og vil gerne sætte lidt flere ord på i et andet blogindlæg.

Der er flere af jer der har spurgt til specifikke ældre indlæg og sagen er at jeg har gjort stort set alle mine indlæg utilgængelige. Det har jeg haft lyst til.  At have lidt kontrol over mig på internettet, rydde lidt op – og gud hvor har jeg skrevet mange mærkelig ting gennem tiden, haha. Jeg håber I forstår og skriv endelig til mig og spørg hvis der er noget I savner svar på. Det er nok hurtigst at fange mig på IG – den har jeg i øvrigt også gjort privat. Jeg har forsøgt at komme nogle spam-konti til livs. Så men hvis du er en ægte person med eget navn og profilbillede, så ansøger du bare og jeg godkender. I er hjertens velkomne til at følge med stadig <3

Men en lille update på mit liv vil jeg nu alligevel gerne give. I er fx. rigtig mange der spørger til Isolde’s børnehavestart. Og det går bare rigtig rigtig godt.
Sådan i korte træk så startede hun jo 1. november  2, 3 år gammel. Jeg var med hende hver dag de første – vist nok 9 dage – hvorefter jeg gik to dage a’ ca 2 timer. På tredjedagen gik det op for hende hvad det var der skete og hun brød helt sammen og de måtte ringe til mig, fordi hun var så ked : ( Jeg var så tæt på at bakke ud, trække i land og hjemmepasse hende til evig tid haha, men kunne også godt se at jeg lige måtte give det en fair chance. Så efter aftale med pædagogen startede vi helt forfra og jeg var igen med hende hver dag. Og SÅ blev hun syg – klassisk!
Da hun var frisk igen gik der ikke så længe og så forsøgte vi os igen med at jeg gik. Og denne gang gik det SÅ godt. Der var ingenting. Hun vinkede glad da jeg smuttede og var så glad da jeg kom tilbage.
Så blev hun syg igen igen og jeg må sige, at det virkelig har været minimalt hvor meget hun har været i institution i november og december. Jeg var derfor også lidt spændt på hvordan hun ville tage at komme tilbage, her efter en 2 ugers lang juleferie, men der har absolut intet været. Hun vinker glad når jeg går og når jeg kommer og henter hende igen er hun i fuld gang med leg og spas.

Hun bliver afleveret klokken ca 9 og hentet igen 11.30 efter hun har spist frokost. I denne uge har hun været der 3 dage og jeg tænker egentlig at vi fortsætter sådan et godt stykke tid. med 3-4 dage om ugen 9-11.30. Det er selvfølgelig ikke så mange timer, men jeg når alligevel en del og skal jeg være ærlig, synes jeg at det er så rigeligt for hende og den alder hun har. Lige at komme ned og lege lidt og så hjem igen, det er perfekt. Jeg hører det så ofte rundt omkring, at forældre fortæller at institutionerne har meninger om hvor ofte og hvor meget børnene skal være der. Jeg kan næsten ikke tro det? Vi er alle dage kun blevet mødt med opbakning overfor vores valg om deltidspasning. Og jeg synes bare det er så vigtigt at forældre ved, at man også kan gøre det på den måde. At børnene kan falde fuldstændig til, være en del af fælleskabet, være en god og populær kammerat blandt vennerne og alt det der – også selvom de ikke kommer 5 dage om ugen 8-16.

På et tidspunkt tænker jeg selvfølgelig at hun også skal sove dernede og det bliver da også rart nok for mig lige at få et par ekstra timer til at arbejde i, men lige nu gør vi det på denne måde. Så ja, alt godt på den front! –  Til jer der står overfor institutionsstart med et barn der er lidt ældre, så vil jeg, med det i mente at alle børn selvfølgelig er forskellige, give ét tip videre: Sæt rigeligt med tid af for den bedste oplevelse. Et barn på 2 år er jo meget mere bevidst end en på 1 år og det kræver altså lige det ekstra at få det til at blive trygt. Og så er der sygdom. Jeg troede egentlig at vi var nogenlunde safe, eftersom Isolde jo er kommet meget i børnehaven, men åh hvor blev hun syg. November er også en åndssvag måned hvad det angår – lad være med at indkøre i november = 1000% garanti for sygdom, haha.
Det er som sagt bare vores oplevelse : )

Så er der Nirrimis. Mit helt egen ravsmykke-projekt. Min første business ud over bloggen. Hold nu op hvor har det givet mig god energi og gjort mig glad. Det var bare LIGE det jeg trængte til føler jeg. Det går så godt med det. November og December var crazy, med mange ordrer hver evig eneste dag! Januar er god også so far. Jeg har lige lukket min aller første wholesale-deal med en af de fede webshops og jeg kniber mig selv i armen. I ved, at min selvtillid professionelt kan halte lidt, men selvom Nirrimis skulle gå nedenom og hjem i morgen, så er jeg bare så taknemmelig og ydmyg for det jeg har fået ud af det og lært allerede nu. Det er sådan en fed fornemmelse at lave noget der har værdi for andre og det har også gjort, at jeg kan se en vej ud af hele det her “reklame for dit og dat” – som jo ellers har været min levevej de sidste mange år. Jeg vil sætte lidt flere ord på lige præcis det med reklamerne i et andet indlæg. Men vid at jeg er hamrende taknemmelig for hver og en af jer der har støttet op om Nirrimis. Af hjertet TAK <3

Og hvad ellers? Sax fyldte 6 år i går. Så vildt! Verdens bedste Saxo – som om lidt går i skole (gisp) – jeg ved virkelig ikke hvordan jeg har det med det. Jeg tror 100% at han er klar til nye udfordringer. Jeg tror på at skole er noget der bliver super super fedt for ham og er slet ikke spor nervøs på hans vegne.
Men vores liv som familie bliver så meget mere…. sat?  Med vækkeur hver morgen, lektielæsning og er det så slut med spontane fridage og med ferier uden for skolesommerferien? Alt det sjove. Jeg orker det slet ikke. Det føles alt for voksent. Og så er der hele vores “adskillelseskultur” – ordet jeg godt ved er udskældt. Men der er fandme da noget om det, imo. At man er en familie, de aller vigtigste for hinanden, og især mens børnene stadig har en vis alder –  men alligevel er vi adskilte størstedelen af dagen. Det føles forkert. Omvendt er tanken om hjemmeskole ikke tiltalende for mig. Så skole it is..Og mon ikke det nok skal blive rigtig godt når først vi er i gang? Når vi vænner os til det og kommer ind i rutinen. Jeg tror det.

Jeg er også begyndt at tænke (lidt) på familieforøgelse. Ikke hver dag overhovedet, det popper ligesom bare op indimellem. Den er nok helt klassisk, når man oplever at være kommet over “den værste” babytid. Når man atter har fået sin søvn og sit overskud igen. Isolde og jeg har virkelig været i en symbiose, jeg har ammet, ammet i søvn, hjemmepasset, puttet til alle lure og om aftenen lige så. Jeg har virkelig været der – mor med gigantisk M og det har været og er så naturligt for mig og samtidig har det selvfølgelig også til tider været lidt opslidende. Men nu, nu er hun blevet ældre, mindre afhængig og hende og C har virkelig fundet hinanden. Deres forhold nærmest vokser fra dag til dag og det er så fantastisk at være vidne til. Her til aften valgte hun helt selv at far skulle putte. Vi er virkelig en familie nu og ikke nær så opdelte som vi ellers har været. Og jeg sætter pris på det. I weekenden tog vi på Experimentariet alle 4 og vi havde det alle så sjovt. Sidste gang vi var der havde vi klapvognen med og jeg skulle ud og putte til lur midt i det hele og gik glip af en masse hos Saxo. Og forrige gang var det med Isolde i viklen og mig storsvedende og i øvrigt hende skrigende i autostolen både ud og hjem (den brød hun sig ikke om det første år af sit liv). Jeg nyder hvor vi er lige nu med større børn, som man kan lave fede ting med. Vi drømmer om en længere rejse her i 2020 og kan rent faktisk mærke, at overskuddet også er til det nu. Ligesom at forholdet, ægteskabet er det jo, også blomstrer temmelig meget for tiden. Jo, vi er helt sikkert kommet ud på den anden side.

Ja og det vil jeg så potentielt ødelægge med et trejde barn, haha stuuuupid, I know..

Man fortryder aldrig de børn man får og det gør man ikke. Men jeg skænker det mange tanker. Hvorfor er det at tanken om et tredje barn trækker lidt i mig. Er det fordi jeg virkelig føler at det ville give værdi til vores familie? Eller handler det mere om hvilken kvinde jeg ser mig selv som (mor til tre børn, sådan har jeg alle dage tænkt mig selv) og er det måske dét jeg skal arbejde med i stedet. Er det de happy insta-families med mor, far og 3+ børn, der får det til at se så latterligt idyllisk ud (helt seriøst tjek @bethanyciotola på Instagram)! Er det “mere vil have mere” og burde jeg ikke bare sætte pris på det jeg har, nu det er så godt. Hvad handler det egentlig om? Det forsøger jeg at finde frem til.

Jeg kan uden tvivl rigtig godt lide tanken om en stor familie, ikke mindst når man selv bliver ældre. Alle børnene + kærester til middag. Mere kærlighed – mulighed for flere børnebørn. Jeg ser allerede mig selv som værende den mormor og farmor, der træder til når det hele brænder på. Måske jeg endda er så heldig at jeg får lov at se og passe ungerne fast på ugentlig basis? Sikke en lykke det ville være for mig altså.
Jeg synes den er svær. Jeg har en følelse af ikke at være færdig med børn og så alligevel – når jeg går forbi en børnebutik, hvor der sidder en stor mødregruppe med babyer, barnevogne og pusletasker allevegne –  i fuld gang med at høre et foredrag om babysøvn – så føler jeg mig SÅ færdig, haha. Ligesom jeg også føler mig utrolig færdig med at skulle være gravid, føde – all that jazz… Men hvis jeg tænker fremad og forestiller mig et liv med børn på fx 3, 6 og 9 år – ja så bliver jeg sådan helt glad indeni.
Nå ja, det giver vel sig selv det hele en dag. Forhåbentlig : )

Nu vil jeg lukke og slukke. Klokken er mange og jeg har en date med en piercer i morgen  – bare til lidt ekstra huller i øreflipperne. Nu skal det være. Yolo og alting!

Tak hvis I læste med så langt <3

Hej December

Mandag aften. Min alene-aften, hvor C spiser middag hos farmor sammen med børnene. Jeg kunne tage med, men disse timer er så tiltrængte og vigtige for mig, at alle synes det er helt ok at jeg bliver hjemme. Jeg er en heldig kartoffel.

Jeg sidder med et glas rødvin, god musik og trækker vejret dybt ned i maven. Eller forsøger. Jeg har haft sådan en uro hele dagen, og jeg ved godt hvad det skyldes – jeg har fået den bedste idé til noget nyt på Nirrimis og nu kan jeg slet ikke vente med at føre det ud i livet. Så får jeg uro, sådan helt stress-hjertebanken, fordi jeg bare vil have at det skal være NU. Helt tosset, fordi det er jo kun er en god ting, nye gode idéer. Men ja, rødvin hjælper da lidt.

Siden sidst jeg skrev herinde er der ikke sket så meget andet end at vi har været voldsomt ramt af diverse virus-sygdomme. Gabende kedeligt, I know. Men shit det har været sååå sindssygt. Så sent som i weekenden, da jeg virkelig troede det var ovre, stod den på opkast og jeg ved ikke hvad all night long…. I dag alt dog ok. Så i morgen prøver vi igen med den der indkøring af Isolde i institution. Sikke et show. Jeg kan virkelig ikke anbefale nogen at starte indkøring i efteråret. Selvfølgelig bliver man syg, det kan ikke være anderledes.

Og sidst jeg skrev om det, indkøringen, synes jeg jo det var lidt svært. Fordi hun reagerede. Overvejede (næsten) at kvitte. Sådan har jeg det ikke længere.  Jeg tror bare vi gik for hurtigt frem, fordi det jo gik så forrygende der i starten. Og det kom dårligt tilbage til os, at gå for hurtigt.

Så vi startede forfra og jeg har været med hende dernede alle dage (altså de dage hvor vi da ikke har været sløje herhjemme hvilke har været mange) og jeg kan se hvordan hun er blevet gladere og gladere for det. Kender alle børnene ved navn, er blevet mere fortrolig med hendes primære pædagog, der virkelig har været en stjerne og gjort en kæmpe indsats for at komme ind på livet af hende. Det var i øvrigt også hende der kørte Saxo ind, sådan en rigtig dejlig og rolig omsorgsfuld kvinde og pisse dygtig pædagog. Elsker hende lidt ; D
Jeg kan se hvordan hun nyder at være med til deres lille samling om morgenen, sidde der i rundkreds og synge de samme sange.
Jeg kan se at det vil være godt for hende at have det sted, hendes sted. Stadig blot et begrænset antal dage og timer om ugen. Bare lige nok til at jeg også kan få noget andet fra hånden.
Resten af 19′ bliver det sådan at jeg henter hende 11.30/12 lige efter frokost. Så tager vi det med at skulle sove dernede engang i det nye år. No stress.

Så alt godt. På lørdag skal jeg til den årlige julefrokost med pigerne. Dét glæder jeg mig til (selvom jeg også allerede bliver lidt træt ved tanken, haha). Jeg husker ikke hvornår jeg sidst har været ude, nu skal det være. Gamle kone altså..

Må I have den dejligste december og så snakkes vi ved <3

Fredagshilsen fra motorvejen

Hej fra motorvejen et sted i Sveriges land. Det er fredag aften og Casper og jeg er på vej hjem i bilen. Vi har lige 3 timers kørsel endnu, men jeg tror vi når hjem tids nok til lidt fredagshygge med børnene. Eller barnet. For Sax er til soveaftale. Isolde er med mormor og morfar inde ved siden af. Hun har holdt en fridag med morfar i dag. Været i svømmehallen og rå-hygget. Hun er stadig ikke ‘indkørt’ i børnehaven eller noget der ligner, men mere om det længere nede. Hurra for familie der kan træde til i hvert fald.

Vi har været oppe til et sidste tjek up af min operation. Og alt ser så fint ud. Det var femte gang vi var der i dag. Først en forundersøgelse, så selve operationen, tilbage til tjek tre dage efter, tjek igen 2 uger efter og så igen i dag efter 6 måneder. Det skal man lige have med i overvejelserne når man vælger klinik. Men for mig var det det hele værd. Hellere lidt ekstra transporttid for at vælge det hele rigtige sted.
Jeg er så glad for at jeg gjorde det. Det kommer jo til at lyde så skide overfladisk når jeg taler om det, men ja, det var bare det aller bedste jeg kunne gøre for mig.

Det har ellers været nogle ret crazy sidste uger. Vi var lige blevet friske igen og så blev jeg ramt. Slem hoste og feber. Den toppede i går og jeg føler at det bliver bedre og bedre nu. Men shiiiit det trækker tænder ud, dette efterår. Vi er så gennemfærdige om aftenen. Går i seng samtidig med ungerne eller går omkuld på sofaen om aftenen. Absolut intet overskud.

Så er der ‘indkøringen’. Sidst jeg skrev gik det jo så godt. Men den er så klassisk tror jeg – alt er godt i starten og så sker der det at barnet pludselig forstår hvad der sker, at det er alvor. Og så går det ikke helt så let længere.
Første uge var jo nem. Jeg var der med hende hver dag, hun legede og havde en fest. Anden uge gik jeg onsdag og torsdag i halvanden times tid og hun spiste selv frokost dernede. Begge gange gik så fint og hun vinkede og smilede til mig da jeg gik, var glad da jeg kom tilbage. Dog klart en reaktion om aftenen, hvor hun skulle vide hvor jeg var hele tiden. Og sådan har jeg seriøst aldrig oplevet hende før.
Fredag kunne jeg mærke at humøret hos hende var liiiidt anderledes, hun gad faktisk ikke afsted og var slet ikke vild med at jeg skulle gå, men lod mig dog gøre det uden gråd. Jeg holdte mig i nærheden af institutionen og havde en lidt underlig fornemmelse indeni. Og rigtigt nok. En time efter jeg var gået ringede de og fortalte at hun var blevet så ked. Så jeg kom med det samme. Av.
Uge 3, altså denne uge kunne jeg og pædagogerne tydeligt mærke på hende at hun ikke var gearet til at jeg skulle gå. Så jeg aftalte med dem at vi tog det stille og roligt og at jeg blev med hende. Tirsdagen med også. Og så blev jeg syg. Så denne uge har vi kun været der to dage.

Nu prøver vi forfra på mandag. Men jeg kan godt mærke at det ikke bliver så let som jeg havde forventet og håbet. Jeg har al den tid i verden til det her og vi tager det i hendes tempo, men det er selvfølgelig også en balance. Hun skal være tryg, men hun skal heller ikke vænnes til at jeg er med hele tiden.
Det kan selvfølgelig ændre sig, men som det er nu tror jeg ikke vi kommer udenom, at jeg er nødt til at gå fra hende, selvom hun ikke vil have det.

Og den skal jeg lige sluge, da jeg ikke havde set den komme. Og hvad så hvis hun ikke trives i det, er det så det her vi ønsker overhovedet? Ville det være lettere for hende om vi ventede et års tid eller vil det bare være at udskyde smerten? 2,3 år så ér man stadig lille og selvom jeg kan se fidusen for sådan en størrelse med helt korte dage i institution, så er det stadig, ifølge mig og min helt personlige mening, ikke den 2 åriges behov.

For mig er drømmen at hun er der 3 dage om ugen. 9-12 og hentes efter frokost eller 9-14 og hentes efter lur.
Bare lige at kunne have de få timer til at kunne arbejde på Nirrimis. Det ville gøre godt. Men jeg kan sætte mig selv til side så længe det behøves og vil bare det bedste for hende. Og jeg var så sikker, men nu bliver jeg i tvivl. Om hvad der er det bedste for hende.

Uanset. Jeg trækker lige vejret dybt og giver det selvfølgelig en fair chance over de næste måneder og så må vi se. Men jo, jeg synes det er lidt hårdt lige nu. Mor-hjertet ❤️

Men hey, nu blev det hele sådan lidt negativt og det var heller ikke meningen. I det store hele billede er vi så glade og taknemmelige. Der er så meget kærlighed og god kemi i vores lille hjem og selvom vi er udmattede kan vi godt mærke hvordan vi er kommet oven på igen. En 6 årig (lige om lidt) og en 2 årig er så optur. Der er plads til parforholdet også. Plads til sex og pjat og grin. Plads til drømme om fremtiden og arbejde. C er så røv sej. Det har han alle dage været, men særligt lige nu hvor en, ja faktisk to, store arbejdsmuligheder er opstået for ham. Han er vitterligt typen alt arbejdsmæssigt lykkes for, men han også god og dygtig og fantastisk til at pleje netværk. Okay sikke mande-pral jeg lige fyrer af, men altså han inspirerer mig hver eneste dag. Det er så fedt.

Og jeg har faktisk også truffet en beslutning om nooooget. Det har været så længe undervejs og jeg glæder mig rigtig meget til at dele det med jer (og nej det er ikke noget med en tredje baby, haha).

Jeg håber også at I har det dejligt. Rigtig god weekend til jer ❤

Livet lige nu

Vi er tilbage fra de døde. Sygdommen har sluppet sit tag, hverdagen kører på fuld blus igen. Det er både rart og udmattende og jeg veksler mellem at elske det og virkelig bare have lyst til at leje vores lejlighed ud, købe en flybillet til de varme lande og smutte med hele familien. Det kan vi ikke, jeg ved det godt, men det ville være dejligt.

Indkøringen i børnehaven er også i gang igen – og til jer der skriver og ikke helt forstår hvorfor jeg skriver børnehave, “for hun er da kun lige blevet 2 år i sommers” kommer her forklaringen:  Hun går selvfølgelig ikke allerede i børnehave, man er nemlig 2 år og 10 måneder når man starter i børnehave i DK og Isolde er nu 2 år og 3 måneder. Men for hende er børnehave hvad det hedder. “Nu starter du snart i storebrors børnehave”, “Nu skal vi ned i børnehaven og hente” osv osv. For hende er det børnehave og derfor er det også sådan vi omtaler det. Men det kunne I jo heller ikke vide <3

Når det er sagt så føler jeg heller ikke at man kan kalde det en vuggestue – hun er nemlig startet på en mellemstue med børn i alderen 2 år- 3 år. Det er helt genialt synes jeg. Der er ingen bittesmå babyer og alle børnene er på nogenlunde samme niveau, det synes jeg er så fedt.

Havde vores institution ikke haft de tre stuer, en for de mindste 0-2 år, en for de mellemste 2-3 ish år og en for de ældste, så havde jeg nok ventet med at sende hende afsted til hun skulle i børnehave, altså droppet vuggestuen helt, hvis hun alligevel skulle have skiftet 6-7 måneder senere. Men sådan er det altså ikke.  Så ja, det er forklaringen : )

Men altså, det hele går godt, indkøring, livet, business. Jeg synes vi løber så stærkt og glæder mig fortsat til at kunne få nogle sammenhængende timer derhjemme hvor jeg kan arbejde målrettet på Nirrimis Det har jeg jo ikke haft endnu. To timer har jeg fået indtil nu og det er på den nærmeste café, hvor jeg også sidder nu.

Jeg har vildt mange følelser for tiden – Så er jeg helt lykkelig den ene dag og den næste er jeg tung og træt og opgivende. Meget af det kan jeg mærke at jeg kan takke Nirrimis for. På de gode dage er jeg helt oppe at ringe, men hvis der så lige er en mindre god dag så panikker jeg helt og tænker straks, at det hele bare var begynder-held. Men helt overordnet er det virkelig gået over al forventning (og keep in mind at jeg er typen der taler mig selv og mine projekter ned). Det startede som et nu-prøver-jeg-lige-det-her-projekt. Og på super kort tid er det bare vokset.

Og nu kan jeg mærke hvor meget det egentlig betyder for mig, hvilket er super skræmmende – også især at skrive ned og ud til jer. For jeg er verdensmester i at bilde mig selv (og måske også andre) ind, at ting ikke betyder noget. Ser I, så er det nemlig meget lettere ikke at blive såret, såfremt det ikke går. Ak ja.. Min søde mand griner af mig, han synes jeg er så sjov og siger at jeg skal slappe af, selvom det er ham der normalt stresser af os to. Jeg tror aldrig at han har set mig sådan her før, men det er jo også første gang at jeg sådan helt ægte har haft min egen business. Det har jeg selvfølgelig også med bloggen, men for mig er det alligevel en helt anden følelse. Det kan slet ikke sammenlignes.

Men ja, det betyder skide meget for mig (nu er det ude), og jeg er evigt taknemmelig for jer der støtter. TAK!

Hvad ellers? Jo, ligesom mange andre, gør jeg mig tanker om, hvordan jeg gerne vil have at mit 2020 ser ud. Det er jo snart for søren! Jeg har pt to ting på listen der står højest:

Business
Self-care

Jeg skriver lidt mere om det snart.

Og så håber jeg at I har en dejlig torsdag x

 

På det seneste..

“Sååå det weekend, såååå det endelig weekend, tid til lidt sjov, stemning og fest”

^^^ Sådan har vi skrålet her til morgen! Find sangen på Spotify: “Så´Det Endelig Weekend med Super Sisters. Det er vores weekendsang og børnene elsker at danse til den, hah.


Jeg håber I får en dejlig weekend. Jeg tror vores bliver rar. Jeg har en plan om at runde Illum her i eftermiddag, udelukkende fordi jeg har et gavekort der snart udløber som jeg skal have brugt. Tænker enten at købe vintersko til børnene – eller en vinterfrakke til mig. Ved nærmest allerede at fodtøjet til ungerne vinder, det er trods alt vigtigtere (for jeg har en vinterjakke). Vi har (for første gang) i år termogummistøvler (dem her reklame-link) til begge børn. Og jeg synes altså at de er geniale. Overvejer om man mon kunne nøjes med dem til vinter? Naah nok ikke..

Olde kommer også forbi senere og så smutter C og jeg lige ud og får en bid aftensmad sammen. Helt stille og roligt. Tidligt hjem, falde i søvn på sofaen sammen. Og så er vi klar til en lørdag og en søndag i ungernes tegn. Jeg ved ikke hvad vi skal lave, men mon ikke vi finder på noget godt? Jeg craver natur i øjeblikket, så måske vi starter bilen og kører lidt ud af byen.
Men jeg får helt sikkert ikke C med på Fortunen igen for at ride på ponyer, han har stadig ondt i benet efter det lille uheld (vores hest sparkede ham og i øvrigt hold jer fra den sorte pony der hedder Tyson, skulle I selv få lyst til ponyridning).

Og her er lidt fra den seneste tid: Hvor jeg har:

– Spist absurde mængder chokolade. Ej men altså.. Saxo vandt en såkaldt “Hygge-Pakke” i Tivoli i sidste uge. 1. præmien – I ved sådan en kæmpe aflang pakke man tænker er en gigantisk plade chokolade, men som i virkeligheden bare er flere mindre stykker (selvfølgelig)! Det er anden gang at han vinder sådan en. Sidst var det Toblerone (!).. Nå men, jeg kan bare på ingen måde styre det altså. Jeg køber faktisk rigtig sjældent slik og chokolade, netop fordi jeg simpelthen ikke kan lade det være. Absolut ingen rygrad.

– Tænkt på Disney Sjov, som jo bliver vist i aften: Er jeg den eneste der ikke fatter det show? Jeg husker det som værende SÅ godt da jeg var barn, med gode film (hvem husker ikke Luftens Helte)?? Og Disney Sjov er nærmest det vigtigste på en fredag jo (sammen med fredagsslik), i hvert fald når man er 5 år gammel. Og så er det bare så… skuffende TV. De to korte Anders And/Mickey Mouse serier er gode. Men det der fylder mest i programmet er to mega ringe tegneserier, der er aaalt for larmende, alt for hurtige. Er det bare os herhjemme, der i den grad er skuffede over Disney Sjov?

– En dag ledt lejligheden igennem efter min telefon i i hvert fald 5 minutter, inden det går op for mig at mine børn sidder og ser et afsnit af Alfons Åberg på den.. Flot flot..

– Hørt mit andet afsnit fra en Podcast (ja altså anden gang jeg nogensinde lytter til podcast). Astropod, om mit eget stjernetegn (tyren). Meget spændende. Har lyst til at nørde astrologi fremover.

– Dybt seriøst overvejet om jeg skulle lave min egen podcast.. Skal bare liiige hitte ud af hvad man mon skulle tale om. Nogle gode idéer? ; )

– Sovet virkelig godt om natten for en gangs skyld. Så dejligt at føle sig udhvilet om morgenen igen.

– Gået og glædet mig til julen. Vi holder juleaften hos os og får familien på besøg fra Australien, så vi bliver virkelig mange. Det er så hyggeligt. Jo flere jo bedre! Elsker store larmende familier, haha.

– Haft det så optur over gode blog-“kollegaer” der løfter hinanden op.

– Bandet og svovlet over vores sengetøj! Lækre, bestemt-ikke-billige hørsengetøj, der bare ikke vil sidde fast på vores dyner. Altså dynen glider simpelthen igennem det. Det bliver nej tak til hør en anden gang.

– Booket en tur til Sverige (hvor jeg blev opereret) til min 6 måneders (som så bliver til 8 måneder) post op tjek. Det bliver spændende at se om min kirug synes det hele ser fint ud. Det synes jeg at det gør.

– Glædet mig til i aften hvor jeg skal ud og spise med min mand. Det sker jo ikke så tit igen, så det er dejligt når vi finder plads i kalenderen <3